Anasayfa

FOLKEMORDET  I DERSIM 

N.Nadi Çelik / 2009

Tiden efter Første Verdenskrig

Krigen var endt og tilbage stod, sammen med Tyskland, det Osmanniske Imperium som taber. Pasha'erne Talat, Enver og Cemal samt Dr. Bahaeddin Sakir, som udgjorde ledelsen i Ittihati Terakki - den gruppering som besad magten under krigen – var flygtet sammen med deres nærmeste kreds. De flygtende havde ikke kun efterladt sig et krigsnederlag, men havde også efterladt ligene af 1,5 millioner armeniere, som de havde foranstaltet folkedrabet, af under dække af krigens tumult. Det vakuum, som følgelig opstod efter den ledende kadres flugt, blev udfyldt af folk fra de mellemste rækker i grupperingen Ittihati Terakki. Disse folk, som bestod af Mustafa Kemal og hans kammerater, udnyttede muligheden og overtog magten i landet. Denne nydannede forsamling ændrede organisationen Ittihati Terakki's navn til (Cumhuriyet Halk Firkasi) Det Republikanske Folkeparti og gav sig selv et nyt image ved at præsentere sig som ”Kemalisterne”.

 Egentligt udgjorde medlemmer af det nye lederskab, i betydelig grad, militærpersoner som samtidigt havde spillet en rolle i det armenske folkedrab såvel som i udrensningen og fordrivelsen af den græsktalende befolkning under krigen. Selvom personkredsen i denne nye magtelite tog afstand fra deres tidligere ledelse, der på verdensplan var blevet afsløret som initiativtagere til det armenske folkedrab, delte kemalisterne Ittihati Terakki's ideologi og politik og udviste selv samme ihærdighed i forhold til at udføre programmet om ”tyrkiskgørelsen” af landet, som var blevet formuleret af de tidligere ledere i Ittihati Terakki. Således blev det tyrkiskgørelses-projekt, som Talat og Enver Pasha havde påbegyndt, men som undergik en brat afbrydelse ved nederlaget i krigen, genoptaget og videreført af denne kadre, som kaldte sig kemalisterne. De grænser, som efter 1. Verdenskrig blev fastlagt ved Lausanne-aftalen, omkransede et land, som indeholdt forskellige befolkningsgrupper tilhørende forskellige etniciteter samt trosretninger og med forskellige sprog. Kemalisternes projekt havde som formål at skabe én nation (den tyrkiske) med én tro (sunni islam) og med ét sprog (tyrkisk). Der bestod imidlertid en kløft mellem denne videreførelse af Ittihati Terakki's projekt og virkelighedens realiteter. Denne kløft søgte Kemalisterne at fjerne ved at udvikle en udryddelses- og fordrivelsespolitik. Udryddelsesmetoden var, som omtalt, allerede anvendt af kliken omkring Talat og Enver Pasha i forbindelse med udrensningen af armenierne samt til en vis grad i forbindelse med de stedvise massakrer og fordrivelser af den græsktalende befolkning og sumererne, som beboede den sydøstlige del af landet. Efter krigen påtog kemalisterne sig således opgaven med at fuldstændiggøre det udryddelses- og fordrivelsesprojekt, som pga. krigsnederlaget ikke blev fuldført af Ittihati Terakki's ledere. Som en konsekvens heraf fortsatte udryddelsen og fordrivelsen af de ikke-muslimske befolkningsgrupper, også under Kemalisternes herredømme, under sloganet om at skabe Én Nation.

Kemalisterne havde den opfattelse, at det ville blive nemmere at assimilere den muslimske ikke-tyrkiske befolkning i forhold til den ikke-tyrkiske og ikke-muslimske.

En endnu mere yderliggående omstændighed end den at kurderne ikke blev tildelt ret til repræsentation inden for det politiske system, var, at Kemalisterne end ikke ville tåle snak om kurdernes eksistens. Følgelig blev kurdernes anmodning om politisk repræsentation udstillet som et forsøg på oprør og resulterede i massakren på hundredetusindvis af kurdere herunder henrettelsen af åndelige og politiske ledere (jf. massakrerne i Diyarbakir 1925 – i Kocgiri 1927 – 1930 i Ararat).

Århundredets andet folkedrab

Der forelå endnu en sag i Kemalisternes bevidsthed, som udgjorde et problem for dem: Dersim. Kemalisterne betragtede Dersim som en betydelig forhindring for fuldførelsen af deres projekt om skabelsen af Én Nation. Problemet for kemalisterne med ”tyrkiskgøre” Dersim overgik af den vanskelighed, der bestod i overhovedet at sikre Dersim befolkningens accept af Kemalisternes autoritet. Dersim var et område, der bestod af en befolkning med stærke friheds- og uafhængighedstraditioner og som under det Osmanniske rige til stadighed var under en blot svag påvirkning fra centralstyrets side.

En yderligere omstændighed, som Kemalisterne betragtede som værende et problem, var, at størstedelen af Dersims befolkning sværgede til en trosretning af mere Zarathustransk oprindelse end af reel islamisk og hvor den resterende del, stort set, bestod af kristne armeniere.

I 1920'erne begyndte diskussionen iblandt det militære og civile bureaukrati for alvor at tage fat omkring forskellige måder hvorpå man kunne fjerne det, som man betragtede som Dersim-forhindringen. Disse diskussioner udviklede sig til to løsningsmodeller, hvoraf den første bestod i at tilrettelægge en omfattende militær operation og på én gang udrydde Dersims befolkning og derved løse problemet ved roden. Indholdet i den anden løsningsmodel var en hensigt om at tilrettelægge delvise militære operationer over en lang tidsperiode og ad denne vej presse en assimilation igennem. Diskussionerne og overtalelsesforsøgene i den tyrkiske folkeforsamling samt i andre fora endte med en beslutning om at iværksætte indholdet af den første løsningsmodel, som Mustafa Kemal var fortaler for.

Der var i forbindelse med dette forløb, i forvejen, sendt embedsmænd ned til Dersim regionen for at udfærdige statusrapporter, hvis konklusioner skulle retfærdiggøre den ”løsning af problemet ved roden”, som Mustafa Kemal og hans klike var fortalere for. Diskussionerne i den tyrkiske folkeforsamling var blot at betragte som formaliteter. Under alle omstændigheder ville en omfattende militær operation blive iværksat, fordi repræsentanten for denne model netop var Mustafa Kemal. En metode som Mustafa Kemal ofte anvendte var at lade opføre diskussioner om de sager, som han i forvejen reelt havde besluttet skulle føres ud i livet. På denne måde forsøgte han at give indtrykket af at være en demokratisk og moderne leder.

Dersim folkedrabets forskellige dele

Første del: udfærdigelsen af negative sammenligninger og udpegningen af syndebukke, skabelsen af en hadefuld stemning og udpegningen af Dersim som ”skydeskive”

Denne gruppering som var trådt frem fra rækkerne af det gamle Ittihati Terakki og som havde givet sig selv det nye navn ”Kemalisterne” besad betragtelige erfaringer, som de havde gjort sig under folkedrabet imod armenierne. Det forestående folkedrab, som de havde besluttet at udføre imod Dersims civile befolkning, var således ikke deres første aktion af denne art. Kemalisterne følte sig desuden betydeligt frigjorte på dette område, da ingen som helst nogensinde havde udgivet nogle formelle påtaler af de udrensninger og fordrivelser, som Kemalisterne tidligere havde iværksat. Med denne konstateringen mente kunne de med sindsro atter en gang på begynde folkedrab, for hvilken der ingen forhindringer syntes at foreligge. Kun på et punkt var der uro at spore i Kemalisternes sind, hvilket var risikoen for at Dersim befolkning aktivt ville forsvare sig imod udrensningen med alle tilrådelige midler. Denne risiko tog Kemalisterne således højde for i deres militære forberedelser samtidigt med, at de påbegyndte en psykologisk krig.

Ligesom det var tilfældet i perioden op til det armenske folkedrab, iværksattes en psykologisk proces før udrensningen. Denne omstændighed kan nærmest betragtes som åbningsscenen for de efterfølgende forfærdeligheder. Den atmosfære, som man søgte at skabe, skulle gøde jorden for den senere faktiske udrensning. Man begyndte således at sammenligne og identificere Dersims civile med medicinske udtryk. Følgelig sammenlignede man Dersims befolkning med pest- og betændelsesbylder. Dette fulgtes op af udsagn om, at man burde for evigt fjerne disse ”bylder” ved at skære dem væk fra roden. Efterfølgende blev disse udsagn bekræftet og retfærdiggjort i talrige artikler i de tyrkiske aviser. De øverste statslige personager gik endnu længere og påstod, at Dersims civile var ”banditter”, ”røvere”, ”analfabeter” og (selvfølgelig) ”forrædere”, som under den første verdenskrig havde samarbejdet med russerne og havde, sammen med armenierne, forsøgt at dolke den Osmanniske stat i ryggen. Sådanne sammenligninger og fordrejninger af virkeligheden var til dels tidligere blevet anvendt inden folkedrabet mod armenierne og var således ikke ”nye opfindelser” i denne anledning. På denne vis forsøgte Kemalisterne at opildne en hadefuld stemning i den offentlige mening imod Dersims civile befolkning.

Der foreligger imidlertid en detalje omkring hele denne proces, som evt. kan have været endnu en faktor i Kemalisternes fremfærd. Under det armenske folkedrab nægtede kurderne i Dersim at afsløre og udlevere de armeniere, som boede i området til den Osmanniske hær på trods af talrige opfordringer fra autoriteterne herom. Dersims kurdere gik videre end det og skjulte og beskyttede de flygtende armeniere i deres hjem. Denne omstændighed kan have skabt et vedvarende nag hos de ansvarlige for folkedrabet og disses efterfølgere, Kemalisterne.

Anden del: den militære, bureaukratiske og lovmæssige forberedelse til folkedrabet

Samtidigt med at gøre den psykologiske atmosfære klar til folkedrabet øgede kemalisterne også tempoet for de militære forberedelser. Det civile og militære bureaukrati foretog, på koordineret vis, de løbende forberedelser. 25. december 1935 vedtogedes lov nr. 2884 om Tunceli's administration hvori bl.a. Dersims navn blev ændret til Tunceli. Efterfølgende blev hele området, omfattende byerne Elazig, Tunceli, Erzincan og Bingöl, erklæret for område i undtagelsestilstand med General Abdullah Alpdogan som ansvarshavende.

Allerede i første halvdel af 1930'erne var ind- og udgangene fra Dersim-området blevet sat under militær kontrol og der var opsat begrænsninger på mængden af madvarer, som man måtte føre ind i Dersim og civilbefolkningen var således reelt set blevet dømt til at sulte. Tempoet og størrelsen af den militære mobilisering var bemærkelsesværdig. På strategiske punkter i Dersim byggede man politistationer og under dække af at anlægge skoler opførte man militære våbendepoter. Et andet bemærkelsesværdigt punkt var de udenlandske ingeniører man havde hentet ind for at konstruere veje og broer. Det blev i stigende grad tydeligt for de ledende skikkelser i Dersim, hvad der var under opsejling. De massive infrastrukturelle anlægsarbejder afgav signaler om en forekommende og omfattende militær operation. Dette gav, i den civile befolkning, anledning til at tro, at en massakre eller et folkedrab var under opsejling, da minderne fra det foregående folkedrab mod armenierne endnu ikke var slettet fra folkets hukommelse. Der fremstod således kun to alternativer for Dersims befolkning. Enten måtte de forsvare sig imod forsøget på folkedrab eller også måtte de imødegå folkedrabet med passivitet. I 1937 var Dersim fuldstændigt omringet af militæret og alle ind- og udfaldsveje var under kontrol. Der var således kun få øjeblikke til angrebet. De forsvarsgrupper som dannedes i Dersim satte natten mellem 20. og 21. marts ild til Ahsap Pah broen(træbro) med det formål at forhindre angrebet. Den tyrkiske hær udgav nedbrændingen af broen som et forsøg på oprør imod staten og startede deres angreb. Dette var begyndelsen til det første af to led i den militære operation i Dersim.

Tredje del: den toleddede militære operation og udrensningen i Dersim

-          Det første led i den militære operation og dennes mål

Det første led i den militære operation havde som de primære mål de åndelige og andre ledere samt deres familier og nærmeste omgangskreds og de forsvarsstyrker som var oprettet i Dersim. Uden at have tilintetgjort de nævnte grupper, ville militæret nemlig ikke være i stand til at opfylde deres ultimative formål, som var at fjerne problemet ”ved roden” eller at ”rense ud ved roden”, som det udtryktes. Den mest praktiske metode til at fuldføre folkedrabet på ansås at være, i første omgang, at udrydde den personkreds, som potentielt kunne have betydning for dannelse af forsvar imod militæret. Således ville det være nemmere at gennemføre en udrensning, efter at man havde udryddet Dersims naturlige ledere samt de unge kampdygtige mænd. Først og fremmest blev en åndelig leder som Seyit Riza og hans familie dræbt sammen med en masse andre klanledere, der forsvarede sig imod angrebet samt deres familier og omgangskreds og de landsbyer, som disse boede i. Tilbage var de klaner, som ikke havde valgt side samt de befolkningsgrupper hvis ledere var blevet udryddet af hæren. Militæret tog vinterens komme i betragtning og indstillede operationen. Hæren havde, på det tidspunkt, i betydeligt omfang fået området under kontrol. Efterfølgende kom statsminister Ismet Inönü med en udtalelse: ” Vi har løst Dersim-problemet for bestandigt. Vi er blevet befriet for Dersim-belastningen. Vi har renset Dersim med enhver nylig militær operation.”

Sandheden var dog den, at der i denne tid allerede blev gjort klar til den anden militære operation, som skulle foretage den fuldstændige udrensning, hvilket var statens egentlige formål.

-          Det andet led i den militære operation og det endegyldige mål

Herimod foråret i 1938 blev der tilført yderligere militære forstærkninger til Dersim-området. Ind- og udfaldsvejene var stadig under hærens kontrol og indførelsen af madvarer blev i høj grad forhindret, hvilket betød, at befolkningen nåede sultegrænsen. De skulle således ikke blot kæmpe imod hæren, men også imod sulten. Denne anden militære operation fik det mærkat at være en ”militær øvelse”. Med denne anden operation ville man fuldføre folkedrabet. Målet for denne anden militære operation var således den resterende befolkning, som var efterladt forsvarsløs, efter at hæren i den første operation havde dræbt lederne samt de styrker, der satte sig til forsvar. Denne kampagne blev påbegyndt i foråret 1938. Om denne kampagne skrev den efterfølgende statsminister, år senere, i sine erindringer: ” Atatürk sagde 'jeg påtager mig det fulde ansvar. Vi skal slå til mod Dersim.' - og dette gjorde vi så”.

Og sådan blev det, at det andet led i den militære operation gik i gang

Som man også havde gjort under den første operation, bombede man først landsbyerne fra luften, hvorefter landtropperne stødte frem og angreb. Talrige familier flygtede fra landsbyerne og prøvede at søge skjul i grotterne, som lå oppe i højderne. Militæret brugte giftgas imod disse mennesker, som gemte sig i grotterne og mange blev dræbt ved denne metode. De mennesker, som forblev tilbage i landsbyerne, blev af soldaterne samlet sammen ind på landsbyernes centrale pladser, som var blevet omkranset af høstakke og derefter brændt levende. De landsbyboere som prøvede at bryde ud af ildhelvedet blev mejet ned af maskingeværer. Unge piger blev voldtaget af soldaterne og derefter slået ihjel af skud. For ikke at falde i hænderne på de tyrkiske soldater valgte hundredvis af unge piger fra Dersim at springe ud fra klippevæggene og ned i døden. De tyrkiske soldater samlede mængder af folk, deriblandt både kvinder og børn, sammen og fortalte dem, at de skulle fordrives til et andet sted, hvorefter disse, i grupper oppe på broer, blev mejet ned af maskingeværer. De som prøvede at redde livet ved at hoppe fra broen og ned i floden blev skudt til måls efter, allerede mens de svævede i luften, af tyrkiske soldater, som havde taget stillingen ved flodbredderne. Mænd fik sat lænker om halsen og blev ført til militærbaserne, hvorefter de blev skudt. De mænd som stammede fra Dersim, og som faktisk udtjente tyrkisk værnepligt i andre dele af Tyrkiet, blev taget ud af tjenesten og henrettet af den selvsamme hær, som de var i gang med at tjene.

De børn som under udrensningen havde reddet sig ved at gemme sig i træerne blev fanget ind af soldaterne og blev sammen med andre, der havde reddet sig på tilfældig vis, fordrevet til de vestlige byer i Tyrkiet. Dette blev endda udnyttet i propagandaen fra militærets side, som påstod at disse mennesker var blevet fundet i primitive forhold i Dersim og anbragt i moderne omgivelser i det vestlige Tyrkiet for deres eget bedste.

Afslutning

Den første og anden militære kampagne havde efterladt sig over 70.000 lig heriblandt såvel unge som gamle, kvinder og børn. Efter at Ittihati Terakki havde begået folkedrab imod armenierne, som var det 20. århundredets første folkedrab, begik Kemalisterne, som var Ittihati Terakki's efterfølgere, århundredets andet betydelige folkedrab imod Dersims befolkning.