Anasayfa

 De internationale magters relationer i mellemøsten og i den første verdenskrig

Af  N. Nadi Çelik

I det 20. årh. havde både Kurdistan og den mellemøstlige region været en kampscene for den økonomiske fordeling mellem centrumlandene.

Olien, der blev betragtet, som den sorte guld i det industrielle samfund, udgjorte allerede et knudepunkt i centrumlandenes interessekamp i slutningen det 19.årh.

Det var ikke kun centrumlandene, der havde opdaget oliens vigtige rolle i den industrielle udvikling.

Det osmanniske Sultan, Abdulhamit II, havde også opdaget, at olien havde fremtiden, og derfor havde han gjort olieområderne i Mousul og Kerkuk til sin privat ejendom i 1888 for at tage olieindtægterne.

Samme år havde >>Selskabet Orientjernbanen<<, der blev stiftet  af Deutsche Bank fået koncession fra Sultanen til at etablere en jernbane, der skulle strække sig fra Konsantinopel til Basrah­golfen. Senere fornyede det osmanniske rige aftalen med det dette selskab. Ifølge den nye aftale fik det tyske "Selskabet Orientenjernbanen" tilladelse til, at søge olie og andre råstoffer indenfor 20 kms afstand fra Bagdadjernbanen.

På dette tidspunkt ses en skærpelse af interessemodsætninge­rne imellem centrumlandene i regionen.

Tyskland, Frankrig og England optrådte som hovedaktører i fordelingsprocessen af Kurdistan og den mellemøstlige region.

I 1901 fosøgte England i hærdigt at få oliepriviligier fra den iranske Shah. Samme år blev "Anglo-Persian Oil Company-APOC" stiftet (senere kendt British Petroleum- BP).

Kort før stiftelsen af APOC forenede "Shell Transport and Trading Company" sig med den tyskvenlige >>Royal Dutch<<

Da "Anglo Persian Oil Company", som var under den engelske regerings beskyttelse, havde fundet oliekilder i den kurdiske by Mescit-i Süleymaniye, var situationen som beskrevet  ovenfor.

På den ene side var England optaget af at danne alliance med staterne på Balkan, på den anden side optaget af at sikre sine olie privilegier i det osmanniske riges territorium i mellemøsten.

Netop på dette tidspunkt (1912) blev "Turkish Petrolium Company (TPC)" stiftet ved  hjælp af National Bank of Turkey, Deutsche Bank og Shells kapital. Den begivenhed blev af England betragtet som en trussel mod deres økonomiske interesser i regionen.

I 1913 tog den engelske regering en beslutning om at sikre sig tilstrækkelig mange oliekilder til at kunne dække den engelske flådes behov i fremtiden. Som følge deraf øgede den engelske regering kontrollen over oliekilderne.

Men spørgsmålet var hvorledes eller med hvilke magtmidler den engelske regering skulle sikre sine oliekilder i regionen imod de øvrige centrumlande. For England var flåden det vigtigste magtmiddel, der kunne anvendes i eventuelle kommende krige mod Tyskland. På baggrund af denne opfattelse var forstærkelsen af den engelske flåde aktuel og livsvigtig.

De ovennævnte begivenheder viser at England og de øvrige stormagter koncentrerede sig om to punkter: For det første fastlæggelsen af det økonomiske territorium. For det andet at forstærke magtmidlerne til sikring af deres økonomiske territorium imod hinanden. Magtkapaciteten skulle være afgørende for hvilke lande der kom til at være dominerende i regionen. Disse punkter blev senere gjort op i forbindelse med første verdenskrig.

I denne forbindelse kan siges, at regionen og hermed Kurdistan  ikke blot havde været scene for den økonomiske fordeling, men regionen havde samtidig virket som scene for en ny magtfordeling.

Opløsningen af de tidligere stormagter, det osmanniske og persiske rige, medførte naturligt magttomrum i regionen. Magttomrummet skulle opfyldes med nye kræfter.

Dvs. at regionens magtstruktur skulle præciseres ved militære midler under første verdenskrig.

Lad os nu følge udviklingerne i regionen frem til den første verdenskrig.

Den 8. maj 1913 underskrev den engelske regering en aftale med den osmanniske storvezir Ibrahim Hakki Pasa. Aftalen indeholdte bla. følgende paragraffer:

Den første paragraf indeholdt fastlagte grænsen mellem Persien og det osmanniske rige, som skulle ændres til fordel for det engelske olieselskab APOC. 

Den anden paragraf omhandlede jernbanen; strækningen mellem Bagdad og Basrah skulle bygges med engelsk kapital.

Den tredje paragraf vedrørte godkendelsen af den engelske regeringens projektorat over Kuwait og Muahammeres[1] fyrstedømmerne.

Ifølge den fjerde paragraf fik den engelske regering privilegier over flodetransporten mellem Bagdad og Basrah. Til gengæld fik sultanen tilladelse til at opkræve 15% skat (tidligere var det 11%) fra importvarer.  

Kort efter denne aftale mellem det osmanniske rige og den engelske regering fulgte en række politiske og økonomiske  aftaler med de øvrige magter.

Der blev lavet en aftale mellem det osmanniske rige og Frankrig vedrørende det anatolske jernbaneprojekt og samtidig begyndte forhandlingerne mellem Rusland og osmannerne om det armeniske spørgsmål.

Der blev også lavet en aftale mellem Frankrig og Tyskland. Ifølge aftalen skulle Frankrig også deltage i konstruktionen af Bagdadjernbanen.

Desuden blev Rusland og Frankrig enige om en fælles kontrol over indflydelsessfæren i nordøst Kurdistan og nordanatolien og endelig kom England og Tyskland til en overensstemmelse om fordelingen af oliekilderne i Kurdistan og det øvrige Mesopotamien.                         

Den første verdenskrig

I starten af 1914 søgte man gennem diplomatiske forhandlinger at finde et permanent svar på orientspørgsmålet, som havde eksisteret i et hundrede år og, over tid var blevet stadig mere kompliceret. I virkeligheden havde enhver magtstyrke, der var part i dette frygtelige diplomatiske skakspil een primær hensigt, som var at frigøre sig fra de disponielle aftaler der bandt deres hænder.  

De upartiske magter havde ikke den ovennævnte hensigt. Thi at være upartisk i det ovenfor nævnte spørgsmål betød, at acceptere status quo ante.

Det osmanniske rige stod for at skabe tættere relationer til Tyskland og det Østrig-Ungarske rige, mens på den anden side rykkede deres fremtidige fjender; England, Frankrig, Rusland og senere Italien, tættere sammen.  Tendenserne til en militær løsning på orientspørgsmplet forstærkedes. Denne tendens er også udtryk for hvor stærkt interesser­modsætningerne var imellem cenrumlandene på det tids­punkt. Fra nu af skulle fordelingspolitikken forsættes med krig.

Krigen skulle ikke blot bestemme centrumlandenes økonomiske territorium, den skulle også bestemme Kurdernes og de øvrige nationers skæbne.

I 1914 passerede de to tyske krigsskibe Goeben og Breslau skjult fra Çanakkalestrædet til Istanbul (tidligere Konstan­tinopel) og blev købt af den osmanniske sultan. Denne begivenhed viste, at der var en al­liance mellem Tyskland og det osmanniske rige

Derefter lovede England, at det ikke ville sætte sig imod en russisk indtagelse af Istanbul.

Englands operationer der senere medførte besættelsen af Basrah og Irak, begyndte allerede to måneder før krigserklæringen mellem det osmanniske rige og England med de militær styrker, der blev tilbragt mellemøsten fra Indien. Med disse militære operationer, der var sket under dække af beskyttelse af olie raffinaderierne, havde England fået fuldstændig kontrol over alle olieområderne i Kurdistan og den øvrige region.

Den 8. april 1915 stiftede den engelske regering en komité "Bunsen komiteen"  med det formål at formulere Englands krav på det osmanniske riges territorium i Asien.

Ifølge Bunsen komitéens rapport, blev regionen delt i 5 områder på grundlag af historiske og etnologiske kriterier; Anatolien, Armenien, Palæstina, Syrien og Irak-Mesopotamien.

I den såkaldte rapport, blev der især insisteret på, at Englands interessesfære skulle rumme Palæstina, Irak og syd Kurdistan hvor eksistere vigtige oliekilder og udvindning af øvrige råstoffer. Resten af områderne som var den nord-vestlige side af regionen skulle accepteres som Frankrigs interessesfære.

Frankrig og England var ikke enige med Bunsen komitéens ovennævnte forslag.

Frankrig mente, at det osmanniske rige mest stod i Frankrigs interessesfære og derfor ville det osmanniske riges sammenbrud blive mest skadeligt for Frankrig. Til gengæld burde i syden    "Stor-syrien" (Libanon, Palæstina og den nuværende Syrien) og i norden den kurdiske del af det osmanniske territorium gives som erstatning til Frankrig efter deres mening.

Diskussionen om regionens økonomiske og territoriale deling mellem de allierede styrker forsatte indtil krigens slutning. I løbet af krigen, blev der lavet en række aftaler som "Sykes-Picot aftalerne" imellem de allierede styrke. Men krigens resultat skulle få det sidste ord.

Da krigens afslutning nærmerede sig viste situationen, at de allierede kræfter ville vinde krigen. Tyskland ville tabe krigen og dette nederlag ville betyde at Tyskland også havde tabt sin plads i fordelingsscenen.

Fra nu af drejede det sig for de sejrende magter, at fordele kagen i fred. 

Lige før krigens afslutning optrådte to vigtige udviklinger:

I november 1917 overtog bolsjevikkerne magten i Rusland, som blev fulgt af en fredsaftale med Tyskland. Hermed trak Rusland sine tropper tilbage fra krigen og dermed også fordelingscenen.  Ved Ruslands tilbagetrækning kom USA som en ny aktør med  præsident Wilsons humanistiske diskurser ind i fordelingsscenen i regionen. I dette øjeblik begyndte det amerikanske "Standart Oil" selskab allerede at interessere sig for de mellemøstlige oliekilder. Naturligvis blev den sidste og uventede gæst opfattet som en trussel af Englands interessesfære.

I 1918 juni gennemgik den engelske regering en memorandum om det engelske imperiums olietilstand. I memorandummet fremføres det, at den styrke der kontrollerede olieområderne i Iran og Kurdistan-Mesopotamien også i fremtiden ville kunne kontrol­lere hidrokarbür kilderne . Dette betød at England trods alt ville fastholde kontrollen over olieområderne. Med dette mål besatte England de kurdiske olierige byer Musul og Kerkuk. Ved krigens afslutning havde England den største del af det osmanniske territorium i den mellemøstlige region under sin militære besættelse.

Krigens besejrede lande og regionens nye magter var nu optaget af den sidste territoriale og økonomiske deling. Det politiske territorium skulle være i overensstemmelse med stormagternes økonomiske territorium.

En komité der bestod af de nye kolonimagters repræsentanter hold 8.marts 1920 et møde under navnet "Den Syriske Kongres" og erklærede den arabiske klanhøvding Faysal som konge i Irak   (men det irakiske kongedømme blev dog først anerkendt i 1922). England arbejdede på at samle hele sit territorium under de irakiske kongelige.

Til gengæld blev den syriske mandatstat etableret, som repræsentant Frankrigs økonomiske interesser i området.

Således afsluttedes også regionens økonomiske og politiske deling (med undtagelse af de kurdiske olieområder Musul og Kerkuk) i overensstemmelse mellem de sejrende centrumlande; England og Frankrig. 

Efter krigens afslutning var centrumlandene endnu ikke enige om Kurdistans deling, og Kurdistan var stadig under franske (Urfa omegn) og engelske besættelse (Mousul og Kerkuk omegnens).

Derfor på baggrund af den forsatte besættelse gik nogle af de største kurdiske klaner i krig mod de franske og engelske tropper. Kurdernes holdning overfor de nye fremmedmagter adskilte sig på dette tidspunkt fra regionens øvrige befolkninger.

På det tidspunkt var modsætningerne i den mellemøstlige region ikke kun begrænset til interimperialisk relatio­ner. De grund­læggende modsætninger kan samles i to grupper.

Den første er modsætningerne mellem de stormagter.

Den anden er modsætningerne mellem centrumlandene og regionens befolkningen. Enhver allierede styrke arbejdede på at udvikle relationer med regionens befolkninger for at isolere det osmanniske rige fra  enhver opbakninge fra sine kolonier.

Desuden var ethvert centrumland i det omtalte tidspunkt også  i konkurrence for at udvikle relationer med de regionale befolkninger med det formål at påvirke dem til at tage beslutninger i overensstemmelse med centrumlandenes interesser. 

England, som en af de bemærkelsesværdige stormagter i regionen, havde lagt stor vægt på relationer med regionens befolkninger, som havde været under det osmanniske riges herredømme i århundreder.

Generelt set havde centrummagterne lovet befolkningerne at ville hjælpe dem med at løsrive sig fra det osmanniske rige og vinde deres selvstændighed.

Endemålet for regionens befolkning, der stod på tærsklen af løsrivelsen fra det osmanniske rige, var at bestemme over deres egen fremtid og sikre deres overlevelse, og på den anden side var spørgsmålet for stormagterne at skaffe så stor en del af kagen som muligt og at etablere sikkerhed omkring deres del. Det kan illustreres med et kurdisk udtryk "slagteren er efter kød, fåret er efter overlevelse".

Stort set havde både kurdere og regionens øvrige befolkninger, trods det osmanniske riges bestræbelser på at få sine kolonibefolkningers opbakning i krigen, været venlige mod de nye centrummagter. Deres holdning udtrykker en tilstanden af "min fjendes fjende er min ven"[2].

Kurdernes ovennævnte holdning overfor de nye magter skiftede først da England besatte Mousul og Kerkuk omegnen kort efter krigens afslutning (1919). Som det blev fremhævet i det foregående var Englands besættelse af de omtalte olierige områder en følge af konkurrencen i den økonomiske deling mellem de sejrende magter.

Den førnævnte engelske besættelse af Mousul og Kerkuk medførte en ændring af kurdernes venlige holdning overfor centrumlandene. Kurderne gik i krig imod de engelske tropper.

Den blodige krig mellem kurdere og de engelske tropper stoppede efter en række forhandlinger, hvor England lovede et autonomt Kurdistan.

I første omgang, blev et autonomt Kurdistan aktuelt i Sèvres- aftalen. Men kurdernes skæbne blev endelig bestemt i en international konference i Lausanne.

Derfor kan Sèvres og Lausanne aftalerne ses som et vendepunkt i kurdernes historie. På den baggrund vi kigge nærmere på disse aftaler. 

Med fredskonferencen i Sèvres, der fandt sted den 10. aug. 1920 i Frankrig, blev der truffet følgende beslutninger om kurdernes skæbne:

                       "  section 3. Kurdistan. Article 62: A commission sit­ting at Constantinople composed af three members ap­pointed by the British, French and Italian Govern­ments respectively shall draft within  six months from the coming into force af the present Treaty a scheme af local autonomy for the pre­dominantly Kurdisch areas lying east of the Euphrates, south of the southern boundary of Armenia as it may be herafter determi­ned, and north of the frontier af Turkey with Syria and Mezoma­tamie, as definied in article 27,II­.(2) and (3).

                       If unanimity cannot be securat  on any question, it will be referred by the members of the Commission to their respective Governments. The scheme shall contain full safeguards for the protection of the Assyro-Chaldeans and other racial or religi­ious minorities whithin thesa areas, and with this object a Commission compoced of British, French, Italian, Persian and Kurdish represen­tatives shall visit the spot to examine and decide whwt rectications, if any, should be made in the Tur­kisch frointer where, under the provisions of the present Treaty, that frontier coincides whith that of Persia."  

Aticle 64:

                       " If within one year from the coming into force af the present Treaty the Kurdisch peoples within the areas defined in Article 62 shall  address themselves to the Council of the league of Nations in such a manner as to show that af majority af the population of these areas desires independence from Turkey, and af the Council then considers that these peoples are capable of such indepen­dence and recommends that it should be granted to them, Turkey hereby agrees to execute such a recommendation, and to renounce all rights and title over these areas.

                      The detailed provisions for such renunciation will from the subject of a separete agreement between the Principal Allied Powers and Turkey.

                       If and when such renuncation takes place, no objecton will be raised by the Principal Allied Powers to the voluntary adhesion to such an intependent Kurdisch State  of the Kurds inhabiting that part of Kurdistan which has hitherto been included in the Mosul Vilayet."    

( Treaty of peace with Turkey. Signed af Sevres, August 10, 1920. )

Følgende lande deltog i Sèvreskonferencen: Frankrig, Italien,Grækenland,­ Japan, Armenien, Saudi Arabien, Portugal, Polen,Rumanien, Tjekkoslovakiet, Yugoslavien samt tyrkiske og kurdiske delegationer.

Men Sèvres-traktaten blev ikke ført ud i livet. Senere underskrev de allierede styrker Lausanne-traktaten, der afløste Sèvres-traktaten.

I  Lousanne traktaten nævntes kurdernes rettigheder ikke. Derimod blev der nævnt "minoriteternes stilling i Tyrkiet".

Herefter blev der truffet nogle beslutninger:    

                       >>There will be no official restriction on any Turkish citi­zen's right to use any language he wishes, weather in private, in commercialdealings, in matters of religion, in print or at a public gathering.

                       Regardless of the existence of an official language, appopriate facilities will be provided for any non-Turk­ish-speaking citizen of Turkey to use his own language before the courts. (Article 39)

                       Turkey commits itself to recognize the stipulations contained in Articles 38-44 as fundemental laws and to ensure that no law, no regulation and no official action will stand in contradiction or opposition to these stipu­lations, and that no law, regulation or official action shall prevail against them.­(Article 37).<<

Minorietes rettighederne omfattede mest "ikke-muslimske minoriteter". ­Således blev de beslutninger, der blev truffet af stormagterne i Sevres om anerkendelse af visse rettigheder for kurderne betragtet som ugyldige af de samme stormagter ved Lausannekonferencen.

Lausanne har fået forskellige betydninger for tyrkere og kurdere. For Kurdere blev Lousannekonferencen en bekræftelse på kurdistans deling og for tyrkere ses den som en international anerkendelse af  den tyrkiske Republiks territorium.

Det osmanniske riges territorium i den melllemøstlige del, blev opdelt i form af selvstændige stater eller som England og Frankrigs mandater (senere blev de mandater suveræne stater, F.ex. Syrien og Irak).