Anasayfa

 Den kurdiske modstandsbevægelse  fra 1806 til 1997

N.Nadi Çelik

Rødderne til den kurdiske modstandsbevægelse går tilbage til

1800-tallet. Et af de første nationale oprør opstod i 1806, og den blev kald "Babanoprøret". Oprørene "Bedirxan Beg", ­"Yezdar Sher"(1855) og "Sheikh Obeidullah"(1880) var de største oprør, der fandt sted i 1800-tallet.

Tilblivelsen af de nationale organisationer i Kurdistan kan under­søges i tre tidsperioder.

Den første tidsperiode er fra 1800-tallet indtil den anden

­verdenskrig der karakteriseres som pluralistisk. De største  kurdiske nationale organi­sationer i første tidsperiode, i  moderne forstand, er følgende: Cemîyetî Taali û Terakkîyê Kur­distanê ­(="Frembringelse og Fremskridt af Kur­distan"), Cemîyetî Maarîfî Kurdî Necrî (=Kurdisk Ud­dannel­ses For­bund­),

­Komelên Kurder (Kurdiske Forening). De største kurdiske publikationer var Rojnameyî Teavun û Terakkiyê Kurdên (Kurdish Mutal Aid and Progress Gazet­te),

­Hetawe Kurd ("Den Kurdiske Sol")...etc.

De unge kurdere, der blev uddannet i vesteuropa har spillet en stor rolle i skabelsen af de nationale organi­sa­tioner og publi­kationer i Kurdistan.

Den anden tidsperiode starter fra den anden verdenskrig, og den varer indtil 1975. Karakteristisk ved denne tidsperiode er at kun en organisation var dominerende i alle dele af Kur­distan, nemlig Kurdistans Demokratiske parti.

Kurdistans Demokratiske parti blev først stiftet i den iranske del af Kur­distan (i 1945) og partiet blev også dannet i andre dele af Kur­distan (i den irakiske del af Kurdistan: 1945, i den syriske del: 1957, i den tyrki­ske del: 19­65).

Den tredje tidsperiode starter fra 1975 og varer indtil i dag  (1997).

Det karakteristiske for denne tidsperiode er splittelsen af eksisterende nationale organisationer og tilblivelsen af nye.

Der er store forskelle i kurdernes situation  under de 4 lande, der har delt Kurdistan iblandt sig, og afspejlingen af disse forskelle ses også i de kurdiske bevægelser. Dette faktum gør det nødven­digt, at kaste et blik på kurdernes situation i hver del.

  Den Kurdiske modstandsbevægelse i Tyrkiet

De nordlige kurderes nationale refleks mod den tyrkiske stats kurderpolitik viser sig i to former, en fredelig og en volde­lig. Mellem 1925 og 1938 opstod en række oprør i den nordlige del af Kurdistan som en reaktion mod den kemalistiske politik.

De største oprør opstod ved egnen omkring Amed-Elaziz >> The Shaikh Said's revolt<< (February-April 1925) og egnen omkring Ararat-Koçgiri >>The Mount Ararat revolt"<< (1927) og >>The Dersim revolt<<(1938).

Disse oprør sigtede mod at oprette et selvstændigt Kurdistan. De såkaldte oprør opstod under ledelse kurdiske intellektu­elle, der typisk var uddannet i vesteuropa.

Siden det sidste nederlag i den såkaldte Dersim revolte(1938), var den kurdiske nationalbevægelse tavs indtil 60'erne.

I slutningen af 60'erne sås igen nationale aktiviteter bland de kurdiske intellektuelle og de studenter der boede i store tyrkiske byer som Istanbul og Ankara. Det nystiftet DDKO  var samlingspunkt for de kurdiske studenter. Gennem kulturhusene blev der arran­geret kulturaftener og holdt møder.

Juridisk set var DDKO de tyrkiske studenters kulturhuse, men i virkeligheden blev den stiftet af de kurdiske studenter og deres med­lemmer bestod af kurdiske studenter.

DDKO's medlemmer beskæftigede sig mest med kurdernes kul­turel­le og økonomi­ske rettigheder og deres aktivi­teter var begrænsede af det ek­sisterende politiske system.

Ved militærkuppet i 1971, blev DDKO som alle andre venstre- orienterede partier og organisationer forbudt og deres med­lemmer blev fængslet, 3 år senere ved den generelle amnesti blev de sat på fri fod.

Midt i 70'erne opstod en diskussion blandt unge kurdere om mulighederne for at organisere sig indenfor det eksisterende politiske system­ og for at opnå kulturelle og politiske ligheder.

På baggrund af DDKO's erfaring kom de til det resultat, at der ikke var nogle muligheder for at kurderne kunne organisere sig inden for det eksisterende tyrkiske politiske system. 

Dette resultat førte i praksis til oprettelsen af forskelli­ge illegale politi­ske organisationer op gennem 70'erne som f.ex: KKSP (Sosialistiske Parti i Nord Kurdistan) , KUK (Kurdistans Nationale Befrielseshær), RIZGARI(Frihed), KAWA (navnet er taget fra en kurdisk mytehelt) og PKK (Kurdistans Arbejde Parti).   

Ideologisk set, var fællespunktet for de ovennævnte organisa­tio­ner at deres program var præget af en Marxistisk-Leninistisk opfattelse, og strategisk set sigtede de næsten alle  på, at etablere et selvstændigt-socialistisk Kurdistan.

På det tidspunkt skyldes de kurdiske studenters splittelse i form af forskellige organisationer først og fremmest uover­ensstemmelse med hensyn til kamptaktikker og prægelse af ideolo­giske og politiske splittelser mellem internationale Marxistiske bevægelser.

Generelt set var en "anti-vestlig" tendens dominerende blandt  den nordlige kurdiske bevægelse indtil 1990'erne.

Dette kan forklares af historiske grunde, hvor vesten i første grad betragtes som ’’skyldige i kurdistans deling’’.  

Det kan være at ovennævnte opfattelse førte til kurdernes nærmelse til den socialistiske verden på det tidspunkt.

De ovennævnte kurdiske organisationer vandt stor sympati hos den kurdiske befolkning kort tid efter stiftelserne. 

Indtil 1980 bestod deres aktiviteter mest af national pro­paganda, agitation og af at organisere folk.

Disse aktiviteter var tænkt som en forberedelse til en lang­varig krig mod den tyrkiske stats eksistens i det nordlige kurdistan.

En af de ovennævnte kurdiske organisationer PKK blev stiftet i 1978 af en gruppe stu­derende hvis mål var at danne et forenet selvstændigt og socialistisk Kurdistan. Indtil militærkuppet i 1980 bestod  PKK's aktiviteter af politisk propaganda og organisering af de kurdiske folk ligesom de øvrige grupper.    

Ved militærkuppet i 1980 blev næsten alle PKK's og de øvrige organisationers aktivister smidt i det militære fængsler i Diyarbakır. Kun for en håndfuld aktivi­ster lykkedes det at flygte til den kurdiske del i Syrien. De følgen­de 2-3 år blev brugt til genopbygning af partiet samt til militær træning.

PKK besluttede at indlede en langvarig guerillakrig mod den tyrkiske stat. I første omgang gennem­førte et par guerillaen­heder d.15. august 1984 militære angreb i områderne omkring provinsbyerne Eruh og Şemdinli mod statens offentlige og militære institutioner. For PKK blev denne aktion det første skridt i en lang­varig krig mod den tyrkiske stat.

PKK fulgte en strategi med at udvikle krigen fra landsbyerne til byerne. Den strategi i guerillakrigen der fulgtes af PKK er ikke noget nyt fænomen. Den blev teore­tisk formuleret af den kinesiske revolutionsleder Mao Tse tung, der førte en gueril­lakrig mod Komingtangs regeringsstyrker i 30'erne.

Strategien blev også anvendt Cuba under ledelse af Castro i slutningen af 50'erne og i Vietnam i 60'erne.

I følge Mao's teori skulle guerillakrigen udvikles på grundlag af en "hit and run" taktik, fra bjergene til byer. Or­ga­nisa­torisk ville den bestå af små mobile enheder.   

PKK's militære aktiviteter der blev baseret på "hit and run" taktikken, der sigter mod "den tyrkiske stats militære og civile institutioner" i nordkurdistan (sydøst-østanatolien),"Casher" (læs:­kujon).

Antallet af døde guerillafolk, soldater, lands­byvogtere og civile siden august 1984 kan ikke opgøres konkret. Statens og PKK's opgørelser over de dødes antal afviger stærkt fra hinan­den.

Ifølge de vestlige kilder er antallet af døde ca. 30.000 med tiden stiger antallet af døde parallelt med den gensidige vold mellem PKK og den tyrkiske stat.

I begyndelsen af 90'erne skete der tre ændringer i PKK.

Den første; PKK reducerede sit tidligere krav om "et uafhængigt, socialistisk Kurdistan" til kravet om "en autonomi eller føderation inden for den tyrkiske stats terri­torium"

Den anden; PKK holdt to gang ensidige våbenhviler (marts 1993 og december 1995) i håb om en dialog med staten.

Den tredje ændring skete i forbindelse deres ideologisk-politi­ske linje; PKK's politisk-ideologiske linie der var præget af  marxisme og nationalisme blev ændret til blot at omfatte nationalisme. Deres skarpe militante og anti-vestlige linie blev ændret i retning af en mere dialog-søgende kurs.

Den tyrkiske stats handlinger over den kurdiske modstandsbevægelse

  De oprør der opstod i 20'erne og 30'erne blev  betegnet af Mustafa Kemals regering, som religiøse bevægelser, med det formål for staten at skabe et antipatisk kurdisk billede i vesten, og derved isolere de kurdiske bevægelser fra inter­national hjælp.

I slutningen af 60'erne hvor den fredelige ung­kurdiske be­vægelse ved navnet DDKO opstod, blev den af staten betegnet som en sovjetisk provokation.

Siden 80'erne hvor PKK's omtalte voldelige aktivitet be­gyndte, blev det kurdiske spørgsmål identificeret som et terrørspørgsmål.

Indenrigspolitisk betegnes PKK som nogle "forræderiske bor­gere" der er organiserede af de lande der ikke tåler Tyrkiets storhed og sigter mod at ødelægge statens helhed. Dermed betragter staten PKK som en ydre trussel, der er rettet mod statens sikkerhed. Staten accepterer ikke selve eksistensen af PKK som afspejlende ek­sistensen af det kurdiske spørgsmål.

PKK's omtalte erklæringer om ensidig våbenhvile medførte ikke en dialog med staten.

For at slå PKK's kamp ned organiserede den tyrkiske stat en særlig mobil militær styrke. som blev kaldt "kontraguerilla".

Samtidig fulgte staten også en taktik, som hed "iti ite kırdır" (at få en køter til at dræbe en anden køter), og  oprettede "landsbyvogterne ''Köykorucusu" der bestod af tusindvis af analfabeter og fattige landbo-kurdere.

I 90'erne evakuerede militæret landsbyer. Årsagen til "Lands­bytømning ''Köy­boşaltma" er at ødelægge PKK's lojistiske kilder. Dvs. at hindre PKK'guerillaer i at bruge landsbyerne som skjulested og proviantforsyning. Ved denne anledning  brændtes 31 skove og marker og utallige frugtplantager.

Erik Sysby, dr.jur. og formand for Den Danske Helsingforskomité, beretter at i de sidste 5 år er over 2600 kurdiske lands­byer evakueret. I sin beretning siger han: "De tre landsbyer, jeg  senest har har besøgt, var fuldstændig ødelagte af brand eller sprængstoffer. I provinsen Diyarbakır har jeg besøgt ialt 5 tømte landsbyer. Det var sket flere måneder før mit besøg ''...For tre dag siden var militæret kommet igen og havde afbrændt markerne igen".

I slutningen af 80'erne og begyndelsen 90'erne, forsøgte kurderne at danne organisationer inden for det tyrkiske politi­ske system og kæmpede for at opnå politiske, økonomiske, kulturelle rettigheder. 

Men juridisk set er det umuligt at danne sådan en organisation i Tyrkiet.

Hjemmelen til at forbyde kurdiske organisationer er artikel 5 i lov nr.2908 om foreninger:

"Ingen foreninger må stiftes i strid med de generelle prin­cipper i forfatningen. Foreninger må ikke stiftes, hvis de hævder, at der er mindretal på Republikken Tyrkiet territorium baseret på race, religion, sekt, kultur eller sprog,med hensigt til at ødelægge den tyrkiske stats territoriums og nations udelelige enhed, eller som skaber mindretal med henblik på at sikre, at en race eller en klasse eller en tilhængere en særlige religion eller sekt skal have suveræ­nitet (overher­redømme) over andre ved at bevare, udvikle, offentliggøre eller udbrede sprog end andre end det tyrkiske sprog og kultur..."­.

Ved denne bestemmelse sigtes mod at forhindre stiftelsen af organisationer, der kunne repræsentere kurdere. Følgen er, at der ikke eksisterer nogen organisationer i form af partier, for­eninger eller lignende, med hvilken den tyrkiske regering kan indlede en dialog om kurdernes politiske og kulturelle krav. Selve bestemmelsen fjerner muligheden af en dialog med kurdere.

De politiske partier der styredes af kurdere som HEP (Folkets Arbejde Parti) og dets efterfølger DEP (Den Demokratiske Arbejde Parti) er blevet forbudt.

Endnu en efterfølger HADEP (Folkets Demokratiske Arbejde Parti) er endnu ikke forbudt.

Netop HADEP's situation fik ellers særlig opmærksomhed, da Europa-parlamen­tet diskuterede toldunionen med Tyrkiet i 1995.

Partiets politiske aktiviteter er blevet bekæmpet på forskelli­ge måder. De aviser der støtter HADEP er alle blevet forbudt, senest Ozgur Ulke (Fri land) og Yeni Politika (Ny Politiken).

HADEP's forgænger, DEP havde seks repræsentanter i den tyrkiske Nationalforsamling, der alle uden und­tagelse først fik ophævet deres parlamentari­ske immunitet, og siden blev idømt lange fængselsstraffe i 1994.

Ved sidste vælg opnåede HADEP et relativt godt resultat i de centrale kurdiske områder i 1995. På landsplan gav det "blok­ken for demokrati, fred og arbejde", der bestod af HADEP og en række venstrefløjspartier 4,7 procent af alle afgivne stemmer.

I en Dansk Journalists interview med partiets formand Güven Özata, beskriver han de politiske forhold på følgende måde :

"I første række handler vores kamp om at kunne diskutere en løsning for kurderne. Det kan være selvstyre indenfor en føderation, det kan være selvstændighed. Det er spørg­smål der hører til dis­kussionen og forhandlingerne.

Som forholdene er i dag kan vi overhovedet ikke tale åbent om problemet uden at blive udsat for vold og anholdelser" .

Under Præsident Özal (1991-93), skete der en særlig ud­vikling i forbindel­se med kurderspørgsmålet.

Præsident Özal anerkendte, at en stor del af befolkningen havde kurdisk identitet, sprog og kultur. Han mente, at kurderspørgsmålet ikke kunne løses udelukkende ved militære metoder.

 Den Kurdiske modstandsbevægelse i irak
Ved det osmanniske riges opløsning blev det nuværende Irak etableret som Englands mandat. Irak blev først en suveræn stat via en britisk aftale, der fandt sted i 1930. Denne udvikling i Irak har ikke forbedret kurdernes situation. De første forandringer kommer først ved revolutionen i 1958, som gjorde Irak til republik.
Efter at Irak blev en republik anerkendtes kurdernes rettigheder til selvstyre med en ny forfatning. Kort efter anerkendelsen af kurdernes rettigheder til selvstyre blev disse rettigheder ophævet af samme irakiske regering og dette betød nye blodige scener i Sydkurdistan.
Anerkendelse af kurdernes ret til selvstyre og dets ophævelse kort tid efter kan godt fortolkes som regeringens taktik.
Denne taktik kan analyseres på følgende måde: Før revolutionen lover republikanerne kurderne anerkendelse af kurdisk selvstyre for at få kurderne til støtte dem i kampen mod kongen.
Således har kurderne været på republikkernes side i håb om autonomi eller selvstyre, men det viste sig at dette ikke lykkedes.
Denne udvikling viser også, at den kurdiske konflikt bruges også som våben mellem indre magtfraktioner mod hinanden.
Indtil 70'erne forsætter blodige kampe mellem kurdere og irakiske styrker. I 1970 skete der en ny udviklinger, der blev forhandlinger mellem Saddam Hussein som vicepræsident og Mustafa Barzani som formand for Kurdistans Demokratiske Parti i Irak.
Gennem forhandlingerne der fandt sted i marts 1970, var iraks nye præsident Saddam og kurdernes leder Mesud Barzani enige om en aftale der åbnede muligheder for kurdernes autonomi.
Aftalen om autonomi omfattede følgende punkter:
- Kurdisk skulle blive officielt sprog i områder med kurdisk majoritet.
- Kurdere har også ret til at deltage i regeringensdannelse
- En kurdisk vicepræsident skulle vælges i Irak.
- Oprettelsen af kurdiske organisationer skulle tillades.
- Kurderne skulle få rettigheder til at genanvende deres ødelagte byer og få økonomisk erstatning.
-En jordsbrugreform skulle gennemføres i Kurdistan
- Forfatningen skulle ændres til "Iraks folk består af to hovednationaliteter som er arabere og kurdere".
- Generel amnesti skulle omfatte alle kurdere, der deltog i modstandsbevægelsen.
- Et kurdisk autonomt område med egen administration skulle etableres.
Denne aftale skulle gennemføres indenfor fire år. Men Saddams regering overholdte ikke aftalen.
I 1974 ændrede Saddam aftalen på en måde, hvor den olierige kurdiske by Kerkuk skulle være udenfor autonomi.
Denne stridighed medførte en væbnet kamp mellem de to parter.
Under den bevæbnede kamp fik den kurdiske partisanbevægelse massiv støtte fra Iran, hvor Riza Pehlevi var Konge.
Ved Algieraftalen mellem Iran og Irak, der fandt sted i 1974, stoppede Iran sin støtte til den kurdiske modstandsbevægelse i Irak.
Resultatet blev et blodigt nederlag for den kurdiske partisan- bevægelse.
Kurderne i Irak er ofte blevet udsat for massakre af Iraks regime. "Halabja massakren" der fandt sted i 1988, var den største, der blev brugt gasbomber (sennep-gassen). Den anden største massakre skete i slutningen af golfkrigen og den forårsagede etableringen af den såkaldte sikkerhedszone af FN i 1991.
Med USAs, Frankrigs og England's initiativ blev der etableret en sikkerheds zone (i overensstemmelse resolution 688) på grund af massakraren mod kurdere, der medførte en "flytningestrøm" der vandrede over internationale grænser.

Den Kurdiske modstandsbevægelse I SYRIEN
I den syriske del af Kurdistan fornægtes den kurdiske identitet ikke, og de har visse rettigheder, som kommer til udtryk gennem repræsentanter i det syriske parlament.
Kurdistans Demokratiske Parti i Syrien (KDPS) blev stiftet i 1957 og partiet gav afkald på sit krav om autonomi.
Indtil 1946 var Syrien et fransk mandat. Kurderne i Syrien havde visse rettigheder under mandatsperioden. Efter 1946 hvor Syrien blev en suveræn nation blev kurdernes rettigheder ophævet. Grunden til denne situation kan godt være, at Syriens selvstændighed har skærpet den arabiske nationalfølelse og under tilblivelsen af den arabiske nationalfølelse gik den arabiske regering i Syrien hårdt tilværks mod kurderne.
Men kurdernes situation blev relativ bedre under Hafiz Al-Assad regering. Hafiz' regering blev også kendt for sin støtte til kurdiske partisanbevægelser i Irak og Tyrkiet. Denne støtte kan forklare Syriens konflikter med Irak og Tyrkiet.
Den Kurdiske modstandsbevægelse I IRAN
De vigtigste begivenheder i forhold til kurdernes situation i Iran sket under den anden verdenskrig. Under den anden verdenskrig havde Iran sympati for Hitlers Tyskland.
Af nogle strategiske årsager blev Iran besat af Sovjetunionen i overensstemmelse med de allierede.
Ved hjælp af sovjetunionen blev den kurdiske republik Mahabat, der blev regeret af Kurdistan Demokratiske Parti dannet. Territorial omfattede republikken ikke hele det kurdiske territorium i den iranske stat. Den kurdiske republik Mahabat omfattede en lille del af Kurdistan hvor byen Mahabat blev hovedstaden for republikken (1946). Men efter forhandlinger mellem USSR og Iran trak USSR sine styrker tilbage fra området. Sovjetunionens tilbagetrækning bragte nye magthaver til området, nemlig den iranske regering. Således har iranske styrker fået kontrol over de kurdiske områder og herefter henrettes de kurdiske regeringsmedlemmer foran republikkens parlament og Kurdistans Demokratiske Parti i Iran blev nødt til at arbejder illegalt igen. Kurdiske intellektuelle vurderer dette dramatiske resultat, som et magtspil mellem storstater hvor kurderne blev valgt ofre.
Kurdernes identitet fornægtes ikke i Iran, men de har ingen rettigheder.
 

Arkiv 1997