Anasayfa

 Fra Osmanniske Rige til Republikken af Tyrkiet         Historie/ analyse

Af  N. Nadi Çelik 

Den nuværende tyrkiske stats territorium har siden år 1451  udgjort kerneområdet i det osmanniske rige.

Ifølge historieskrivningen dukkede de osmanniske tyrkere op i mellemøsten i 800-tallet. De kom fra Centralasien. Op gennem historien skiftede de religion og overgik til Islam (deres oprindelige religion var Shamanismen). De tjente som lejesoldater for forskellige fyrster i den mellemøstlige region og senere tog de i flere tilfælde magten fra deres fyrster og dannede selvstændige tyrkiske dynastier.  

Osman (1281-1326) som var en af efterkommerne af disse krigere, slog sig i 1299 ned som hersker over et lille dynasti i Izmit  (i det nord­vestlige Anatolien) på grænsen til Byzans. Osman blev grundlæggeren af det dynasti, der senere herskede over det osmanniske rige.

De efterfølgende osmanniske herskere udvidede riget i ter­ritorialt forstand i perioden fra 1300 til slutningen af 1600- tallet. I løbet af 400 år blev territorial ekspansion et hovedtræk ved det osmanniske rige.

Stor set er den osmanniske herskende klasses ekspansion bestræbelser både i øst og vest resulteret i sejr.

I 1453 erobrede Sultan Mehmet II det byzantinske riges hoved­stad: Konstantinopel.

Konstantinopel som var kernen for den byzantinske civilisation blev hovedstad for det osmanniske rige under navnet Istan­bul og herefter betragtede sultanerne sig som arvtagere af den byzan­tinske civilisation.

I 1459 underlagde Sultan Mehmet II sig hele Serbien med und­tagelse af Beograd, i 1464 erobrede han Bosnien og i 1467 Hercegovina.

Der udgik også en mægtig erobringsbølge i mellemøsten:

I mellem 1514 og 1517 erobrede Sultan Selim Irak, Kurdistan, Syrien, Palæstina og Egypten.

Mellem 1555 og 1580 blev Tunis, Libyen, Marokko og Algeriet også dele af det osmanniske rige.

Som et resultat af den ekspansive politik (i territorialt forstand) opnåede det osmanniske riges territorium en størrelse på 2,5 millioner km2 i 1590'erne.

Osmannernes territoriale ekspansion forsatte indtil nederlaget på tærsklen til Wien i 1683.

Nederlaget foran Wien kan ses som et vendepunkt i det osmanni­ske riges udenrigspolitik;

I de følgende år gik det osmanniske riges frontafsnit i Europa i opløsning. Endelig blev det osmanniske rige nødt til at underskrive en fredsaftale i 1699 (Karlowitz).

Karlowitzaftalen var et udtrykt for at det osmanniske rige skiftede den offensive udenrigspolitik ud, med en mere defen­sive. Trods den defensive udenrigspolitik der blev ført af osmannerne efter nederlaget ved Wien forsatte den strukturel op­løsning både samfundsmæssig og territorial indtil den første verdenskrig.

I slutningen af det 19.årh. var det osmanniske rige i høj grad finansielt afhængig af England og Frankrig. Da første verdenskrig begyndte var det osmanniske rige allerede en perifer stat. 

De osmanniske magthavere var ikke længere i stand til at beholde deres kolonier.

I det 19.årh. forsøgte  sultanetet at stoppe rigets tilbagegang gennem en række reformer der sigtede mod omstrukturering (1839). Disse reformer blev kendt under navnet Tanzimat-i Hayriye ("Den velgørende Omstrukturering").

Hermed gav sultan Abdul Mecit følgende løfter:

Etablering af sikkerhed for alle sultanens undersåtters liv, lighed for loven for alle uanset religion, regulær skatteudskrivning i stedet for bortforpagtning af skatterne, en hær baseret på almindelig værnepligt.

Den omtalte moderniserings tendenser, blev betegnet Tanzimat-i Hayriye reformerne. Disse reformer blev støttet af den en­gelske, østrigske og franske regering. Denne støtte viste, at med undtagelse af Rusland ønskede de øvrige stor magter endnu ikke en endelig opløsning af det osmanniske rige.

Men Rusland var ikke enig med England og Frankrig, og den russiske Zar forslog at arrangere den endelige ceremoni for denne "Europas syge mand". Men trods Ruslands forslag skulle den syge mands deling vente endnu et halvt årh.

Under 1. verdenskrig var osmannerne på den preusiske side og med nederlaget stod det osmanniske riges skæbne i de sejrende magters hænder.

I Sèvres i Frankrig (10.august 1920) blev osmannerne påtvunget en aftale, som opdelte de tilbageværende rester af imperiet, anatolien og Østthrakien, i en række stormagters projektorater.

Franskmændene besatte Syrien, Nordkurdistan og Kilikien,  Englænderne tog Mesopotamien-sydkurdistan og Samsun ved Sor­tehavet. Italienerne besatte Konya og Antalya og grækerne egnen omkring Smyrna. Konstantinopel blev besat af franske, engelske og italienske tropper. Og som nævnt tidligere blev det osmanniske riges territorium i mellemøsten opdelt af de sejren­de allierede styrker i form af stater eller mandater.     

I 1919 havde sultan sendt en major ved navn Mustafa Kemal til Anatolien for at etablere den indre orden og berolige de bevæbnede uloyale lokalgrupper. Men han gjorde det modsatte. Mustafa Kemal, som var den besejrede osmanniske hærs trætte major, slog sig sammen med en række generaler og satte sig op mod samararbejdsregeringen. Fællesskabet samlede en lille hær og slog sig sammen med de øvrige lokale bevæbnede grupper mod den græske hær i Vestanatolien (Sakarya)i 1921. Den græske hær trak sig tilbage og underskrev en fredsaftale.

Kampen mod de græske tropper blev af Mustafa Kemal kaldt for en revolution der blev gennemført imod fremmede besættelses­magter.

Ved den omtalte Lausanne-traktat (der afløste Sèvres-traktaten) 24.juli 1923 anerkendtes Tyrkiet som den nationale tyrkiske efterfølgerstat til Osmanner riget.

Med Lausanne-traktaten opnåede Tyrkiet internationa­l anerken­delse som suveræn stat. I  Lausanne-traktaten blev grænsen i den europæiske del  fastlagt til præcis hvor den var før krigen. I nordøst lykkedes det for Tyrkiet at besejre, hvad der var tilbage af armenierne og tilbageerobre de distrikter, der i 1878 var blevet afstået til Rusland.

Grænsen til Syrien blev aftalt med Frankrig undtagen den arabiske by Alexandre (Iskenderun), der først blev tilbageleveret i 1938. Med denne aftale forblev Sydvestkurdistan i det syriske politiske territorium

Tilbage forblev at fastlægge grænsen til Irak.

Trods M. Kemals insistens blev Syd-kurdistan og hermed Mousul og Kerkuk, som var under den engelske besættelse, fastlagt af en komité ved FN's kontrol som Iraks territorium (1926). Derimod blev den nordlige del af Kurdistan tyrkisk territorium.   

Den kurdiske befolknings territorium, som hørte til det iranske rige, forblev det samme som før.

Den 23. august 1923 godkendte den tyrkiske "Store Nationalfor­samling" Lausanne-traktaten og derefter forlod de allierede tropper Konstantinopel og Anatolien den 2. oktober. 

Den 29. oktober udråbtes den tyrkiske republik med Mustafa Kemal som den første præsident, og statens territorium blev betegnet "Misak-i Milli"- Det tyrkiske nationalterritorium.  

Efter den internationale anerkendelse af den tyrkiske stat i Lausanne i 1923, førte Mustafa Kemal, i sin forstand, en vestlig kurs  og gennemførte en række reformer fra oven[1].

De nævnte reformer, blev af Mustafa Kemal betegnet som "den kemalistiske revolution".

F.ex. blev også indførelsen af det latinske alfabet af M.Kemal kaldt "bogstavrevolution" og forbuddet mod at bære fez, blev kaldt "hatterevolution".

I 1923 grundlagde han Det Rebuplikanske Folkeparti. Partiets program blev baseret på Mustafa Kemals seks principper.

Disse principper bestod af 6 slagsord, der blev basis for den nye tyrkiske stats offentlige ideologi. Med disse 6 slagsord hed det; at den tyrkiske stat er en republik, national, populistisk, etatistisk, sekulær og revolutionær.

Ud fra M. Kemal 6 slagsord var staten rebuplikansk og  national. Med populismen mente han, at folket ikke er klasse­delt. Med etastismen mente han, at på trods af at privat ejendom er basis i den økonomiske struktur, skal staten have mulighed for at blande sig i de områder indenfor økonomien, hvor nationens interesse er på spil, for derved at sikre nationens velstand og opbygningen af landet.

Med revolutionær menes ikke social protest eller krav om fordelingen af værdierne i samfundet. Men et ønske om at samfundet skal have mulighed for at ændre sig i vestlig retning.

Mustafa Kemal som blev nationens leder (Milli Chef, han blev også kaldt "Atatürk"; tyrkernes fader) sigtede mod at virkeliggøre forestillingerne om en-stat, en-nation og et-land-et-sprog i vestlige forstand.

"Tyrkiet blev etableret som en enhedsstat med forbud imod separatisme imod anvendelsen af andre sprog end tyrkisk" 

Dvs. at Tyrkiskhed  blev statens nye identitet. Mustafa Kemals "berømte" grundsætninger som "Happy is the one who calls  himself a Turk". " Turkey are Turks" og "enhver borger af den tyrkiske Republik er tyrker" definerer  statens nye identiet og  den nye stats politik overfor kurdere. De ovennævnte grundsætninger som blev formuleret af M.Kemal ignorerer de øvrige befolkninger (kurdere, lazer, çerkessere, armener og  jøder) der eksisterer indenfor den tyrkiske stats territorium.

Den tyrkiske stats nationalidentitet, som  udtrykker sig i den tyrkiske grundlov er som følger:

"Den tyrkiske stat er et udeleligt hele hvad angår statens territorium og statens befolkning. Dets sprog er Tyrkisk" (Artikel 3.)

"Devshirme" eller  "Tyrkifiseringspolitik" og dets legimitering

I 30'erne havde regeringen lagt stor vægt på at etab­lere både ideologiske insti­tutioner; skoler og repressive magtorganer; militære instituti­oner, politi, i det nordlige Kur­distan. Grundskoler blev benyttet af regerin­gen som primære redskaber for at udbrede den tyrkiske nationalideologi i det nordlige Kurdistan med henblik på at tyrkifisere kurderne.

Børnene i de mest fattig lokalområder, blev sendt på kostsko­ler og opdraget og  uddannet  efter den tyrkiske nation­lære.

I forhold til den almindelige tyrkiske skole havde kostsko­len spillet en effektiv rolle i forvandlingen af de kurdiske børns befolknings identitet til tyrkiske.

Undervisningen foregik (og foregår) på tyrkisk i alle skoler med en streng disciplin, og i skolen undervises de kurdiske børn på en sådan måde, at de ikke får en sandfærdig beretning om det kurdiske folks historiske udvikling. Derimod indprentes de om det tyrkiske folks mægtighed, og at "alle i Tyrkiet er tyrkere" Hver morgen begynder en skoledag i det nordlige Kurdistan, med en sang som lyder: "Jeg er tyrker. Jeg er stærk... Jeg vil ofre mig for mit moderland og min nation... Hvor er det lykkeligt at kalde sig tyrker..." 

På det tidspunkt blev der også dannet "Ali okulu" (Ali skole) med det formål at lære tyrkisk til voksne kurdere. Ali skole, blev etableret under to former. Den ene er militær den anden er civil. De kurdiske unge, der blev tvunget til værnepligt, blev også sendt til den militære Ali skole i den tyrki­ske hær. 

De kurdiske børn, der blev opdraget og uddannet i den tyrkiske grundskole eller kostskole blev senere kald "devshirme". Ordet betyder at få en til at forvandle sin identitet til en anden identitet. I virkeligheden blev devshirme politik ikke først anvendt under den Kemalistiske regering. Den kemalistiske regering tog devshirme politikken som en arv fra den tidligere osmanniske stat. De osmanniske myndigheder tog de kristne børn fra deres familie og sendte dem i militære kostskoler, og dér blev de uddannet efter islamisk livsform. Senere blev de fleste af dem ansat i den osmanniske hær som officer. Til forskel fra den nuværende sigtede den tidligere devshirme politik (under den osmanniske stat) mod islamiseringen af kristne børn.

Udover det, anvendtes tvangsforflytninger som hjælpemiddel for den såkaldte tyrkifiseringspolitik

Tvangsforflytning kan ses som en af hjørnestenene for tyrkifiseringspolitikken. "Den anden Chef", Inönü, betragtes som arkitekten bag tvangspolitikken. For at løse det kurdiske problem gennem tyrkifisering blev kurderne udsat for depor­tationer til de tyrkiske områder.

Me­ningen med tvangsforflytningen var at skære kurdernes rødder over og få dem til at glemme sproget og kulturen.

Denne politik blev af mennesket på gaden kaldt "karistirma politikasi" (blandingspolitik). Som en del af blandningspolitikken sendte staten jordløse tyrkere og de tyrkiske flytninger fra Balkan til det nordlige Kurdistan.

Økonomiens ulige udvikling, investeringernes koncentration i det vestlige Tyrkiet og den stigende fattigdom førte til en flytningestrøm til Vesttyrkiet i 60'erne. Flere hundredetu­sinder af kurdere flyttede til de store byer. Således behøvede staten ikke længere at følge tvangs­forfyltningspolitikken mellem 1960-1980.

I begyndelsen 80'erne satte staten tvangsforflytningspolitikken i gang igen som en taktik der sigtede på at isolere guerillaen fra de mulige støttekilder (lojistiske kilder).

Som en følge af den omtalte kemalistiske politik blev kurdisk kultur og sprog forbudt og kurderne omtaltes som "bjergtyrkere", deres sprog som en tyrkisk dialekt og deres sange fik tyrkiske tekster og blev udsat for en tyrkificerings­pro­ces af den kemalistiske regering.        

Regeringernes officielle holdning som vist i de foregående sider har altid været, aldrig at ville indrømme kurdernes identitet og deraf nationale rettigheder.

Selve diskussionen om dette, overskrider grundloven 1982, hvor det fastslås i artikel 26 at:

                       "Everyone has the rigt to express and disseminate his thought and opinition by speech, in writing or in pic­tures or through other media, individually or collec­tively... No language prohibited by law shall be used in the expression an dissemina­tion of thought. Any written or printed documents, phonograph records, magnetic or video tapes, and other means of expression used in con­travention of this provision shall by seized by a duly issued decision of judge or, in cases where delay is deemed prejudical, by the competent authority designated by law"

Den tyrkiske ordbog, der er udgivet af Instituttet for Tyrkens Sprog i 1936, d­efinerer ordet Kurden, side 481, på følgende måde:

"Kurder: én der tilhøre den gruppe tyrkere der har skiftet sprog og taler tyrkisk med persisk accent og som bor i Tyr­kiet, Iran og Irak."

Den Tyrkiske Ordbog 1974, side 533, (undtaget ændringen af sidenummer) har samme definition af ordet "kurder".

En anden bog som blev udgivet af Instituttet for Tyrkens Historie beskriver kurdernes historie og deres territorium:

"...Vi tyrkere flyttede til Anatolien  7000 år før Kr...Jeg understreger at folk der bor i øst og sydøst Anatolien også er ægte tyrkere. Pga. den arabiske og persiske kulturs påvirk­ning, taler de anderledes".

I det ovennævnte citat udtrykkes kurderne som tyrker og deres territorium kaldes "øst og sydøst Anatolien".

Den omtalte tyrkifiseringspolitik finder sin legitime basis i den tyrkiske stats of­fentlige teser om den Tyrkens historie og tesen om sol-sprog. 

I slutningen af 20'erne, tog Mustafa Kemal initiativ, ­til at stifte de to forskningscentre, ved navn­ "Forskningsinsti­tut for Tyr­kens Sprog" og "Forskningsinsti­tut for  Tyrkens Historie", med det for­mål at belyse Tyrkens ­historie og sprog videnskabeligt. Disse forskningsinstitutioner formulerede to teser der skulle danne basis for den tyrkiske national ideolo­gi. Den ene er "Tesen for Sol- Sprog", den anden er "Tesen for Tyrkens-historie".

1. Tesen for Tyrkens historie

Det offentlige historie syn blev nævnt "Tesen for Tyrkens historie".

Ifølge denne tese, blev de største civilisationer i historien skabt af tyrkere.

Tidligere Undervisningsminister,  Esat Sagay definere­de i sin tale, den 2.juni 1932, på instituttets første kongres, 

det offentlige historie syn som følgende: "... i Centralasien, som er vores oprindelige fædreland, begyndte vi at bruge landbrug 7.000 år før Kr. Pga. naturkatastrofer blev mange tyrkiske klaner nødt at udvandre til forskellige dele af verden. ­Senere har de  skabt store civilisationer de steder, hvor de bosatte sig. Tyrkere som havde skabt den første civilisation i historien, forsatte at skabe flere civilisa­tioner i de forskellige faser af historien. I Asien havde tyrkerne skabt den kinesi­ske og indiske civilisation og til sidst kom vi tyrkere til Anatolien og betragtede anatolien som vores nye fædreland og så skabte vi Eti-, Sumer- og Elam civilisationerne i Mesopotamien og til sidst skabte vores fædre den egyptiske, Middelhavske og romerske civilisation." 

Ministerens ovennævnte tale mener jeg kan ikke betragtes som hans person­lige syn. Han beskriver det offentlige historie syn, der senere blev brugt på undervis­ningsstederne.

2. Tesen for solsprog:

Ifølge sol-sprog teorien stammer de fleste sprog op­rinde­ligt fra det tyrkiske sprog. Prof. Afet Inan som var en af arki­tekterne bag denne teori skriver følgende: "I virkeligheden, har den sprog familie der bliver kald ´Arisk` tyrkiske rødder... Selve ordet Ari er ren tyrkisk."

" I belysningen af Mustafa Kemals principper, sigtede vi på at bringe sandheden for dagens lys, og sandheden er at Indo-europæiske og sami sprogfamilier har tyrkiske rødder".     

Senere blev denne teori udviklet og forskerne kom til sidst til det resul­tat, at det ikke kun er sami og Indo-europæiske sprog­familier, men at alle sprog i verden, stammer fra tyrkisk.      

De omtalte to teser og dets betydning for kurdere

Årsagen til min interesse for disse teser er at give et billede af tyrkernes nation lære og deres selvopfattelse.  Selvop­fattel­sen udtrykker også nationen­s syn på de øvrige nationer.

Det tyrkiske offentlige historie syn og offentlige sprogteori sigter muligvis på at forstærke tyrkernes nationalfølelse.

Men hvis man undersøger disse teorier i forbindelse med det kurdiske spørgsmål, kan man sige, at disse offentlige teorier også sigter mod at legitimere den udførte tyrkifiseringspolitik over kurderne og de øvrige befolkninger som er ikke tyrken. 

Hvis man antager, at det tyrkiske sprog er rod for Indo-europæiske sprog, og den tidligere mesopotamiske civilisation oprin­delig er tyrkisk, så kan statens politik overfor kurderne ikke kan betragtes som en tyrkifiseringspolitik.

Det kan så siges, at den offentlige tyrkiske ideologi sigter på at skabe en falsk bevidsthed hos kurderne om deres historie og identitet med det formål at forhindre kurdernes frigør­else fra den tyrkiske magt.

Den ovennævnte empiriske analyse viser, at den tyrkiske stat i det nordlige Kurdistan ikke blot har en tvangsfunktion (coercive role). Den har desuden en ideologiske funktion som at or­gani­sere hegemoniet over kurderne.

Derfor begrænses det tyrkiske hegemoni ikke kun til de statslige redskaber som militær, politi.

Statens øvrige redskaber som skoler, fagforeninger, partier, domstole og­l. er redskaber til etableringen af hegemo­niet i det nordlige Kurdistan.

Syntesen Tyrken-Islam og dets betydning for kurdere

Militærkuppet i 1980, blev fulgt af en ny politik overfor kurderne som var baseret på Tyrken-Islam syntesen.

Grunden til den ovennævnte ændring kan forklares på følgende måde; Den voksende kurdiske modstandsbevægelse viste, at den udførte tyrkifiseringspolitik i Nordkurdistan ikke var succes­rig. På den baggrund begyndte staten, at benytte islam som  redskab for at dæmpe den voksende modstandsbevægelse.

Man kan sige, at islam blev benyttet som ideologisk middel, for at legitimere den tyrkiske stats eksistens i nordkur­distan.

Som en følge af Tyrken-Islam syntesen forøgedes antallet af religiøse steder i de områder, hvor den kurdiske nationalbe­vidsthed var stærk. Desuden blev der lagt vægt på den religiøse under­visning i de offentlige skoler.

Derfor benyttede  militærregeringen islam som et redskab i kampen mod den voksende kurdiske nationalbevægelse.

Den tyrkiske stat, som osmannernes arvtager, begyndte at benytte islam som samlingspunkt ligesom de tidligere osmanni­ske regeringer. 

Siden 80'erne forsøgte de tyrkiske regeringer at forøge Islams indflydelse i det kurdiske område med to formål. For at for­hindre den voksende kurdiske nationalbevidsthed. Og for det andet at legitimere sin hegemoni overfor kurderne med Islam.