Anasayfa

 Tyrkiets politiske system (fra 1920-til 1980)         Historie/analyse  

Af  N. Nadi Çelik

Tyrkiets politiske struktur kan i en i historisk kontekst  analyseres i to tidsperioder.

Den første periode begynder det tidspunkt hvor staten blev dannet og varer indtil 1950. Politisk, karakteriseres denne tidsperiode ved etpartisystem og økonomisk set ved stats-kapitalisme.

Den anden periode starter i 1950 og varer indtil idag. Denne periode karakteriseres ved flerparti-system  og markedsøkonomien.

Den første periode:

Det Republikanske Folkeparti (RFP), der blev stiftet af Mustafa Kemal, var det eneste parti, der regerede landet indtil det første frie valg efter indførelsen af flerpartisystemet i 1946 (det fandt sted i 1950).

Formelt blev statsmagten i Tyrkiet delt, i vestlig forstand, (Montesques' magt teori) mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende og organerne parlamentet, regeringen og domstolen.

I virkeligheden blev magten koncentreret hos Mustafa Kemal og hans Republikanske Folkeparti som bestod af militære og civile embedsmænd og tyrkiske godsejere. Det Republikanske Parti var statens grundlæggende ideologiske middel i denne periode. 

I denne tidsperiode var det den kemalistiske fraktion der havde på magten, og de mere optaget af indenrigspolitik i forhold til udenrigspolitik.

På den ene side, var Mustafa Kemals regering  optaget af europæiseringsprojekter der f.ex. udtrykte sig som "hatterevo­lutionen",  på den anden side var regeringen optaget af genetableringen af magten over den tyrkiske samfundsklasse og den kurdiske nation. De kurdiske repræsenter i den Store Nationa­le forsamling, der havde dannet alliance med Mustafa Kemal under hele processen, blev fjernet og nogle af dem blev henrettet. Hermed blev den såkaldte alliance mellem kurdere og Mustafa Kemal der var grundlagt med hensigt på at danne en stat, der skulle repræsentere både tyrkere og kurdere brudt sammen, og kurdernes identitet blev ikke anerkendt.  

Kurdernes skuffelse over at deres nationale rettigheder ikke blev anerkendt af den kemalistiske regering førte en række omfattende oprør i 1925, 1930, 1937 .

En opsigtvækkende udvikling i denne periode er at den kema­listiske regerings bestræbte sig på hastigt at etablere  militærbaser og civile skoler i nordkurdistan.

Desuden diskvalificerede den kemalisktiske fraktion sin alli­ance med det Sovjet-orienterede Tyrkiske Kommunistparti; den blev forbudt og partiformanden Mustafa Suphi og 14 medlemmer for centralkomitéen blev druknet i Sortehavet af Kemals styrker.

Indtil Lausannekonferencen betragtede den sovjetiske regering ved Lenins ledelse den kemalistiske bevægelse som "midlertidig alliancekraft i den anti-imperalistiske kamp".  Årsagen til at den Kemalistiske bevægelse blev betragtet som en "midlertidig alliancekraft" skyldes ifølge Lenin den kemalistiske bevægelses borgerlige (læs:bourgeoisiet) aspekt. Efter Lenins opfattelse kunne en bevægelse med en borgerlig ledelse på lang sigt ikke fastholde en anti-imperalistisk holdning. Med dette mentes, at den kemalistiske regering ikke ville kunne følge en stabil "anti-imperalistisk" politik.

På baggrund af den ovennævnte opfattelse havde den sovjetiske regering støttet den kemalistiske regering så længe denne havde en anti-imperalistisk holdning. Et bevis for denne støtte var den sovjetiske regerings anerkendelse af den tyrkiske stat som de første.

Økonomisk set blev der indledt en blandings-økonomisk politik med stor vægt på statskapitalisme. Det var statens intense indblanding i den økonomiske og politiske sfære som karakteriserede denne periode.

Den tyrkiske stat havde næsten fuld kontrol over valutatrans­aktionerne gennem nationalbanken, og indledte en nationalkapi­talistisk udviklikling.

Den private sektor, der udtrykte sig som komprador bourguasitet, havde ikke så mange muligheder for investere i de fleste sfære i industrien.

Ismet Inönü, som efterfulgte Mustafa Kemal, videreførte den statskapitalistiske politik indtil 50'erne hvor etparti-systemet blev ophævet.

Den anden periode:

Den anden periode kan karakteriseres ved fleretalsparti-sytemet. Årsagerne for ophævelsen af det såkaldte etparti-system (I 1946)(relativ pluralisme) kan forklares i forbindelse med ændringerne i det internationale system (externe) og  interne relationer.

Externe: Trods den demokratiske fronts insisterede, deltog Tyrkiet ikke i den anden verdenskrig og fastholdt sin neutrale holdning med en skjult sympati mod Hitlers front. 

Nogle måneder før krigen afsluttedes, hvor Berlin var omringet af den demokratiske fronts tropper og alle udviklingerne havde vist at Hitlers Tysklands nederlag stod for døren, erklærede Tyrkiet krig mod Tyskland.

Tyrkiets krigserklæring mod Tyskland havde ikke nogen betydning i praksis. Fordi  Tyskland allerede kort efter Tyrkiets krigserklæring overgav sig og erklærede sit nederlag.

Naturligvis kunne man ikke forvente at en sådan taktik ville skabe sympati for Tyrkiet hos den demokratiske front.

Krigens afslutning og den demokratiske fronts sejr, havde skabt frygten hos den tyrkiske regering for at landet sandsynligvis ville blive isoleret fra den demokratiske verden.

Pga. İnönü-regeringens såkaldte "opportunistiske holdning" og skjulte sympati for Hitlers Tyskland blev Tyrkiet naturligvis  ikke behandlet venligt på internationalt plan.

For at undgå en mulig isolation fra Vesten ophævede Inönüs regering etparti-systemet i håb om at det ville få Tyrkiet til at se mere demokratisk ud og forbedre landets internationale relationer. 

Interne relationer:

Den kemalistiske regering der havde lagt stor vægt på den statslige kapitalismeudvikling gav ikke nogen mulighed for den private sektor, som ville repræsenter deres interesse i det politiske system. Denne tilstand havde skabt en vis utilfredshed blandt de af den såkaldte komprador bourgeois der havde flest økonomiske relationer til de engelske, franske og amerikanske monopoler. 

Den private sektor havde kun en mulighed for at forandre den omtalte økonomiske politik: At tvinge regeringen til at ophæve et-partisytemet og stifter sin egen politiske aktør (parti) der skulle regere landet.

Inönü-regeringens svage position på internationalt plan (som blev omtalt ovenfor) og indre pres gjorte at den var nødsaget til at ophæve etparti-systemet i 1946. Således blev der stiftet et nyt parti (af den del af tyrkiske privat sektor der var afhængig af den amerikanske monopoler); Det Demokratiske Parti. Kort efter stiftelsen af det demokratiske Parti blev der afholdt parlamentsvalg. Men valget resulterede i en sejr til det Republikanske Parti(man mente at regeringsembedsmænd manupulerede med stemmerne).

Det nystiftede Demokratiske Parti vandt først en overvældende sejr ved et parlamentsvalg der fandt sted i 1950, og Celal Bayar blev Præsident og Adnan Menderes blev statsminister.

Det Demokratiske Parti havde i oppositionsperioden en demokratisk diskurs og tog en skarp kritisk holdning overfor den kemalistiske regerings undertrykkelse.

Men de senere handlinger udført af Det Demokratiske Parti (som et regeringsparti) viste, at den nye regering ikke var mindre undertrykkende end den tidligere republikanske partis regering­(med hensyn til de basale menneskerrettigheder; f.ex, ytrings og organisationsfrihed..o.lign)

Men det var ikke vanskeligt for Det Demokratiske Parti at få befolkningens opbakning efter en udmattende periode med etparti periodens ekstreme undertrykkelse. Som taktik forsøgte Menderes, at udvikle relationer med den del af befolkningen som var mest utilfreds med etparti-regerings­perioden. Hermed tog han en venlig holdning overfor det religiøse miljø og den kurdiske nation. Som en følge af den omtalte taktik blev det demokratiske partis regering støttet af flertallet i det religiøse miljø og blandt kurderne.  

Selvom den kemalistiske kurderpolitik ikke ændredes oplevede kurderne en relativ rolig tilstand under de demokratiske partis regering. For det første tabte undertrykkelse og tvangs­forflytninger relativ deres intensitet i denne periode. Samtidig blev der foretaget en vis grad af investeringer i Kurdistan.

Men grundlæggende principper for den kemalistiske kurderpolitik som fornægtelsen af den kurdiske identitet og tyrkisifiseringen af kurdere forsatte ved den nye regering på samme måde som før.

Økonomisk set, udførte den demokratiske partis regering en politik der sigtede mod at begrænse statens indblanding i økonomien og udvikle privat kapitalisme.

Under denne regering udviklede Tyrkiet relationer til USA. På det tidspunkt forøgedes den amerikanske kapitalstrøm og investeringer i Tyrkiet.

Stigende udenlandsk gæld medførte utilfredshed det kemalistiske miljø (Det Republikanske Parti). De anførte at den stigende udenlandske gæld forstærkede ensidige afhængige relationer. 

I slutningen 50'erne voksede utilfredsheden med regeringen  blandt de militære og civile ansatte, og Det Republikanske Partis tilhængere på universiteterne demonstrerede imod regeringen.

Militærkuppet i 1960.

Den politiske krise der udtrykte sig imellem statens to ideologiske midler eller rettere sagt imellem selve statsappararatet og dets ideologiske middel (Det Demokratiske Parti) førte til et militærkup d.27.maj 1960.

I de følgende måneder blev DP's medlemmer i Parlementet anholdt, og statsministeren Menderes og to ministre fra regeringen, blev henrettet (12.september 1961) på baggrund af påstande om, at de havde forrådt de såkaldte "kemalistiske principper".

Udover det blev 55 kurdiske godsejere (som var Menderes tilhængere) deporteret til den tyrkiske del af landet, nogle af de fremtrædende kurdiske intellektuelle, der blev betragtet som Menderes tilhængere, blev anholdt .

Kort efter militærets magtovertagelse opstod konflikt blandt kupmagerne, hvor flertallet havde tendens til en tilbagevenden til civilt styre, mens et mindretal ønskede, at militæret beholdt magten. Dette mindretal blev likivideret af flertallet. En forsamling domineret af RFP (Det Republikanske Parti) udarbejdede en ny liberal forfatning, der ville sigte på, at Tyrkiet skulle udvikles pluralistisk, i den retning der skulle forhindrer flertalsdiktatur som Menderes.

Militæret trak sig tilbage og der blev afholdt parlamentsvalg i oktober 1961. Men et enkelt parti opnåede ikke flertal og herefter  dannede Det Republikanske Parti en koalitionsregering med Retfærdighedspartiet, som var efterfølgere af Det Demokratiske Parti.

Den nye grundlov havde mere demokratisk indhold i forhold til den tidligere. I den nye grundlov blev vægten lagt på de basale menneskerettigheder (ytrings, organisationsfrihed og lgn.)  På baggrund af de rettigheder den nye grundlov bød, blev der stiftet forskellige interesse og politiske organisationer. For første gang siden republikkens dannelse blev der stiftet et socialistisk parti "Tyrkiets Arbejderparti- TIP" (senere opnåede partiet 15 medlemmer i parlamentet).

Desuden blev DISK stiftet (de revolutionære arbejderfagforeninger) i 1967.

Omtrent på samme tidspunktpunkt blomstrede adskillige venstre orienterede kurdiske og tyrkiske studenterorganisationer op.

Den kurdiske ungdombevægelse voksede op og organiserede sig mest i form af kulturforeninger i slutningen af 60'erne.

Ved parlamentsvalget i 1965 opnåede Retfærdighedspartiet et flertal og dannede regering med Demirel som statsminister.

I 1966 skete der en vigtig ændring i Det Republikanske Parti; Partiets nye generalsekretær Bülent Ecevit satsede i overensstemmelse med parti formand Inönü, på at placere partiet " til venstre for midten" ( senere i 1973 ,blev Ecevit valgt i Partiskongressen som Formand).

Ved den ny liberale grundlov, påvirkede ikke Tyrkiets kurderpolitik og den forblev som under Mustafa Kemals styre. Men kurderne fik alligevel mulighed for at benytte den  grundlovsmæssige ret til ytrings- og or­ganisationsfrihed. De kurdiske studenter etablerede en studenterorganisation under navnet "Østens Revolutionære Kulturhuse- DDKO". 

Kurderne forsøgte at påvirke systemet gennem DDKO eller  organisationer som TIP og gennem øvrige studenterforeninger der blev dannet af tyrkere og kurdere.

På TIPs fjerde kongres i 1970 blev det for første gang nedskrevet, at der eksistere kurdere i Tyrkiet og at disse burde have deres demokratiske og nationale rettigheder.

Men regeringen reagerede meget hårdt på TIPs mindretalspolitik.

I begyndelsen af 1970 opnåede studenterbevægelserne bestående af tyrkiske og kurdiske studenter sit høj­depunkt med henblik på udbredelse. De blev samtidig også mere radikale. I starten koncentrerede de sig blot om universitetspolitik, men var senere optaget af at få etableret en revolutionær alliance be­stående bønder.

Den radikale del af studentebevægelsen havde ideologiske og politiske konflikter indbyrdes, der senere førte til etableringen af 3 forskellige illegale og bevæbnede organisationer som  TIKKO (Arbejdernes og Bøndernes Befrielses Hær i Tyrkiet), THKO (Folkets Befrielses Hær i Tyrkiet) og THKPC (Folkets Befrielses Parti og Front i Tyrkiet).

Ideologisk-politisk betegnede de sig som Marx­istisk-Leninistiske, og strategisk sigtede de på at etablere et socialistisk Tyrkiet med anerkendelse af kurdernes nationale rettigheder.

Splittelsen ad dem var en afspejling af splittelsen af den internationale M-L bevægelse som havde rod i fortolkningen af Marxismen.

Mangel på intolerance, snæversynethed og dogmatisme og sekterisme kan også ses som årsagerne til venstrefløjens splittelse på det tidspunkt.  

Udover studenterbevægelsen havde fagbevægelsen også opnået  betydelig styrke. Både venstrefløjen og regeringen fejlvurderede den voksende fagbevægelse.

Den tyrkiske magtelite betragtede den voksende fagbevægelse som en trussel for systemet og gik i panik.

Venstrefløjen derimod overvurderede fagbevægelsen og konkluderede dermed at de objektive betingelser var modne for en revolution. På baggrund af denne opfattelse organiseredes en række voldelige aktioner. Men i virkeligheden kæmpede den voksende fagbevægelsen først og fremmest for "det daglige brød". Fagbevægelsen havde ikke stillet nogle politiske krav.

Efter min mening kan grunden til den omtalte fejlvurdering forklares således: Fagbevægelsen var et nyt fænomen i Republikken Tyrkiet, så naturlige reaktioner overfor dette nye fænomen var magtelitens panik og frygt mens venstrefløjen pegede på en mulig revolution.

Men senere udviklinger skulle vise, at de objektive betin­gelser på det tidspunkt var mere modne til et militærkup end en revolution.

Miltærkup i form af memorandum -12.marts 1971:

I marts 1971 udløste militæret et memorandum og erklærede undtagelsestilstand og kort tid efter blev grundloven ændret til fordel for en højredrejning.

Militæ­ret gik først og frem­mest efter de omtalte kurdiske forenin­ger og Det Tyrkiske Arbejder­parti og de øvrige bevæbnede organisationer, der havde marxistiske tendenser.­ De fleste af dem blev anholdt, lederne af be­vægelserne blev likvideret og tre af dem blev henrettet. 

Strejker blev forbudt og øvrige basale menneskerettigheder blev enten brudt eller begrænset ved undtagelseslove. DDKO blev forbudt og medlemmerne fængsledes.

Udtagelsestilstanden fortsatte indtil oktober 1973, hvor et valg fandt sted. I valget fik Det Republikanske Parti med et såkaldte  ''socialdemokratisk program'' 33,3% afstemmerne. Hermed blev det det største parti i parlementet. De fik den største opbakning fra storbyernes slumkvartere.

Det republikanske parti dannede en koalitionsregering med Det Nationale Frelsesparti-NSP. Det Nationale Frelsesparti blev stiftet af prof. Necmettin Erbakan og partiprogrammet var baseret på islamiske principper. NSP var det eneste borgerlige parti, der tog stor afstand fra de kemalistiske principper og militæret. Erbakan og NSP deltog i forskellige koalitionsregeringer f.ex. under Ecevit (feb-sep.1­974­), under Demirel (marts 1975-juni 1977).

I 1975 blev der dannet en ny national koalitionsregering  Koalitionen bestod af Retfærdighedspartiet (konservativ), Det Nationale Frelsesparti (religøst), Det Nationale Bevægelsesparti(det fascistiske parti)[1], og Ærlighedspartiet (højre liberale).

På samme tidspunkt (fra juni 1975) indførte USA en embargo på salg af våben til Tyrkiet pga. Tyrkiets invasion af Cypern i juli 1974.

USA's beslutning om embargo ramte Tyrkiets økonomi hårdt.

Fordi det tyrkiske militær, der bestod af omtrent 600.000 soldater, fik hele sin udrustning fra USA. Nu skulle statskassen betale det nødvendige udstyr til hæren.

I 1977 afholdtes valg. Ved valget fik Det Republikanske Parti 42% af stemmerne. Ved dette valg fik ikke kun Det Republikanske Parti betydelig fremgang. Den fascistiske National Bevægelse fik også betydelig fremgang og de fik 6,4% af stemmerne (i 1973 fik de 3,4% af stemmerne).

Ved valget fik intet parti absolut flertal, og partierne var ikke i stand til blæge de indbyrdes konflikter og danne en koalitionsregering. Det endte med at Det Republikanske Parti dannede en mindretalregering i 1978, og dermed var regeringskrisen midlertidig overstået .

På det økonomiske plan ramte IMF opstramningspolitik også Tyrkiet. På den anden side havde høj inflation og lav løn  skabt stor utilfredshed blandt lønmodtagerne og denne utilfredshed blev ofte udtrykt i form af demonstrationer og strejker.

Som modstykke til den voksende venstreorienterede og den kurdiske nationale bevægelse oprettede Det Nationale Bevægelsespar­ti, med ledelse af den forhenværende oberst Alparslan Türkes, "command-camps" hvor tyrkiske nationalister blev trænet i våbenbrug.­ Den blodige kamp mellem venstrefløjen, kurderne og Det Nationalistiske Aktionparti voksede med tiden. Alene i 1978 var der 5800 voldelige episoder, der kostede 117 mennesker livet og sårede 5835.

I I978 massakrerede NAPs militære fløj Alevi-befolkningen i byerne Kahramanmaras og Çorum. Med denne anledning erklærede Ecevitregeringen undtagelses­tilstand i 13 byer. Men det lykkedes ikke at dæmpe volden, og den forsatte med stige op gennem 1979 og 1980.

I nordkurdistan blev der oprettet forskellige bevæbnede og ikke-bevæbnede organisationer som stillede krav om en selvstændig stat KAWA (navnet er taget fra en kurdisk myte-helt), KUK (Kurdistans Nationale Befrielseshær), RIZGARI (Frihed).

Deres politiske indflydelse på folket bredte sig med tiden og de lagde stor vægt på at vække den nationale bevidsthed hos kurderne.

Midt den voksende politiske og økonomiske krise og voksende den kurdiske nationalbevægelse indgav Ecevit sin afskedsbegæring I 1979, og Retfærdigheds­partiet dannede en mindretals­regering.

I slutningen af 70'erne, var der ikke nogen valuta til import af olie. De krav som IMF stillede, og som regeringen (Ecevit) var nødt til at gå ind på for at få en ordning med de vestlige banker, der havde lånt Tyrkiet penge, betød en omlægning af den tyrkiske økonomi. Således måtte regeringen forlade den politik der sigtede mod at udvikle statslige virksomheder og åbne sin økonomi som forudsætning for en genforhandling af gælden og en kredit på 1,5 mia. dollar, der blev ydet fra den 30. august 1979. Den tyrkiske lira måtte devalueres.

Turgut Özal, økonomiminister i Demirels mindretalsregering (1979), gennemførte en opfyldelse af IMFs krav til krise- politik .

Militærkuppet - 12.september 1980

Militæret overtog magten på et tidspunkt hvor konflikten mellem kurdere og staten og mellem arbejdere og arbejdergivere og mellem herskende fraktioner var skarp.

Selvom Tyrkiet var i økonomisk og politisk ustabilitet steg landets strategiske betydning for vesten efter Shahens fald i Iran, og Sovjetunionens invasion af Afghanistan.

I denne forstand var "et stabilt Tyrkiet" også nødvendig for Vestens interesser. Af denne grund tog de vestlige stormagter ikke kritisk stilling til det nye militærkup d.12.sep. 1980 og hermed heller ikke overfor overgrebene på kurdere. Dvs. at interesser og magtrelationer endnu engang havde vundet over de demokratiske principper.

I første omgang blev de borgerlige partier (også de tidligere regeringspartier) og organisationer forbudt og deres ledere blev for en tid interneret og parlamentsvalgene blev ophævet.

Fagforeningsfolk, intellektuelle, demokrater, socialister og titusindvis af kurdere og tyrkere blev fængslet, og de fleste af dem blev idømt hårde fængselsstraffe. En del af dem blev dømt til døden og henrettet.

På dette tidspunkt havde militæret kæmpet meget hårdt mod bevæbnede kurdiske oprører i nordkurdistan, og de kurdiske oprøre trak sig imidlertidig tilbage.

Militæret mente, at der under en ny forfatning skulle anføres, at de partier der blev dannet ikke måtte anfægte statens sekulære grundlag og heller ikke måtte være tilknyttet en bestemt klasse eller fremme en bestemt sproglig gruppe (derved mentes kurderne). Ifølge militæret skulle de nye partier  dannes i overensstemmelse Mustafa Kemals principper.

I 1982 vedtagedes en ny grundlov. Samtidig blev det bestemt, at chefen af militærkup, general Kenan Evren skulle være præsident i den tyrkiske republik for en periode af syv år.

I november 1983 afholdt man parlamentsvalg, hvor alle de tid­ligere partier og forhenværende parlamentarikere var blevet forbudt i at opstille. De nystiftede partier der skulle deltage i parlamentsvalget skulle først godkendes af Det Nationale Sikkerhedsråd. Kun tre fik tilladelse; Moderlandspartiet, som blev ledet af den borgerlige økonom Turgut Özal, Det Nationalistiske Demokratparti, ledet af general Turgut Sunalp og Folkets parti, ledet af Necdet Calp.

I valget fik Moderlandspartiet flertal og dannede regeringen. 

Men selvom militæret trak sig tilbage blev undtagelsestilstanden i de fleste kurdiske byer ikke ophævet (de eksisterer stadig i dag, 1998).