Startside

Burka: En tilsløret sag
Dato: d. 19.01.10, 00:18
Af: Yildiz Akdogan
Emner: Burka, medier, retstat
(Fra JP blogs)

Da burkadebatten i sommer gik sin selvsvingende gang, kunne jeg ikke lade være med at smile af den banale kortsigtede politik, som de konservative havde kastet sig ud i. Og jo mere tid der gik, jo mere pinlig blev det for de konservative og koalitionspartneren venstre.

Kan man lovgive mod noget, der krænker den mest hellige bog i et retssamfund – altså Grundloven? Selvsagt nej. Og derfor blev det en afledningsmanøvre, hvor et forslag om en kommission og ’lad os lige se, hvor mange det nu er’ aktion blev sat i gang af diverse kloge rådgivere, der dermed håbede på en stille burkadød.

Men flere uger efter den komiske manøvrering lever debatten i bedste velgående. Og nu med mange tilslørede resultater og hypotetiske antagelser, der gør hele debatten endnu mere uoverskuelig for regeringen såvel som borgerne, men også regulært pinlig! Dette underlige nærmest tragikomiske beklædningsstykke har taget al for meget politisk såvel som mediemæssig opmærksomhed. Og ligeså lidt som jeg kan forsvare beklædningstykket lige så lidt kan jeg forholde mig til mediemøllen og den underlige rapport, der er kommet om det.

Som bekendt har regeringen afsat midler til at finde tal på, hvor mange kvinder, der går med blandt andet burka. Men trods min modstand mod den urimeligt megen spalteplads beklædningsstykket har fået, kan jeg ikke selv lade være med at kommentere det og mediemøllen omkring det.

Og lad mig for en god ordens skyld understrege at min kritik på debatten på ingen måder skal opfattes som et forsvar for Burkaen. Hvad enten den er selvvalgt eller blevet påtvunget kvinder, kan og vil jeg ikke forsvare den. Ud fra den enkle grund, at den ikke har noget med religion at gøre og strider med mit kvindesyn. Men når det er sagt, bliver jeg alligevel irriteret over, at vi skal bruge uanede ressourcer på den, ved at nedsætte en kommission, der skal undersøge sagen og komme med en rapport, der kan fortælle os, hvor omfattende et fænomen dette beklædningsstykke er. Det er tåbeligt at bruge så mange ressourcer på emnet.

Derfor, med fare for selv at lyde som en irriterende – “det kunne man sige sig selv-attitude”, vil jeg i bagklogskabens lys komme med følgende bud på, hvad midlerne til den berygtede burkarapport kunne være blevet brugt til:
- Hvorfor ikke hjælpe de kvinder, der virkelig gerne vil være aktive og en del af dette samfund, men mangler kontakter, netværk og viden?
- Da vi ikke kan forbyde Burkaen af hensyn til grundloven, hvorfor ikke starte en sober debat på uddannelsesinstitutionerne og i boligforeningerne omkring beklædning og arbejdsmarkedet, så burka bliver en offentlig debat, hvor alle kan deltage og forholde sig til sagen – ikke mindst blive oplyst om emnet?
- Hvorfor ikke tænke i forebyggende arbejde generelt for eksempel ved at ansætte en central psykolog, som skoleelever anonymt kan henvende sig til vedr. mobning, så tragiske hændelser som den i Århus (hvor en ung pige dolkede sin klassekammerat) kan undgås?
- Eller hvorfor ikke ansætte en ekstra politibetjent til Tingbjerg, som i samarbejde med fædrene og mødrene kan lave noget forebyggende arbejde i forhold til lillebrødrene?…eller…

Ja, listen er lang og langtfra færdig, og de sparede ressourcer kunne gå til så meget andet fornuftigt end akademiske værker baseret på hypotetiske antagelser omkring burkaer og niqap’er. Det samme gælder mediemæssige ressourcer, hvor spaltepladsen unægtelig vil være givet bedre ud til debat, oplysning og fokus på konkrete udfordringer mht. nydanske kvinder generelt end en symbolsk sag som et burkaforbud.

Listen skal også ses i lyset af, at netop sådanne tåbelige forslag som burkaforbud og efterfølgende debatter langt fra er færdige i vores samfund. For så længe vi har politikere, der tænker i kortsigtede populistiske dagsordener, der på ingen måder gavner samfundet som helhed, så længe kan vi også risikere at der afsættes midler til unødvendige kommissioner og rapporter. Altså spildte ressourcer der kunne benyttes til meget mere givtige og langsigtede løsninger for borgerne, som fx mobning eller nydanske kvinder på arbejdsmarkedet!

Denne kortsigtede populistiske og uansvarlige handling hjælper ikke samfundet, men deler kun samfundet i et ’ os og dem’. Taberne er det danske samfund i bred forstand. Det ærgrer mig. Her gik jeg og håbede på, at vi havde lagt grådigheden, frygten og selvets årti bag os og var på vej ind i håbets årti med et bedre værdifællesskab, hvor kortsigtede politiske analyser skal erstattes af langsigtede og visionære politiske løsninger, der gavner alle borgere 　– især de svageste.

Er det i bund og grund ikke hele velfærdsstatens grundtanke at skabe plads og mulighed for alle, der vil med?