Startside

Hvad ville DF være uden udlændinge?
 

Dato: d. 24.05.10, 02:12
Af: Yildiz Akdogan
(fra Jp blogs)

Det spørgsmål stillede jeg på min facebook og fik en række interessante svar. Flertallet er ligesom mig enige i, at de ikke vil være så dominerende i dansk politik. Enkelte mener sågar, at de slet ikke ville være i dansk politik. Vi kan kun gisne om hvem, der har ret.

Men én ting er sikkert: Emnet udlændinge, de fremmede (eller muslimerne, som de også kaldes) har været et reelt eksistensgrundlag for Dansk Folkeparti. Siden partiets dannelse i 1995, har de målrettet deres politik på de “fremmede” - og hele DF’s eksistensberettigelse bygger på en distancering til og definering ud fra netop de fremmede.
Den seneste forhandlingsdans med regeringen omkring den såkaldte genopretningsplan er endnu et klart udtryk for, hvor DF vil skære, og dermed hvem de vil ramme - de fremmede i Danmark og de fremmede i ulandene.

Bemærkelsesværdigt nok har partiet stor succes med denne linje mod de “fremmede”. Knap 14 procent af danskerne mener ligesom DF, at det største problem, som vi har, er de fremmede. I sit nyhedsbrev fra maj måned, viser Pia Kjærsgaard også meget tydeligt koblingen mellem tingene. Den meget sigende overskrift “Velfærd eller indvandring” behøver næppe yderligere kommentar (ikke mindst sammenholdt med flere økonomer, som snakker om indvandring som en forudsætning for fremtidens velfærd)

Hvem er så disse fremmede eller udlændinge, som partiet er så optaget af? Det interessante er, at man ikke rigtig kategoriserer dem. Når man for eksempel taler om de fremmede, er det så flygtninge, de tidligere gæstearbejdere, som i dag er blevet til fremmede, eller er det 1, 2 eller 3. generation (en betegnelse som jeg ikke selv bryder mig om og derfor bruger nydanskere) eller hvad? Dansk Folkepartis definition synes at ske ud fra et religiøst tilhørsforhold. Det vil sige muslim og ikke-muslim. Retorikken er ikke overraskende skarp som et barberblad, og man er ikke i tvivl om, hvem der er de ikke ønskede.

Muslimer er dem med særtraditionerne, som er udanske og udemokratiske. Disse fremmede er så uønskede, at man fra DF’s side er villige til at betale dem penge for at de kan smutte hjem til deres hjemland, og det gælder også for dem, som er født i Danmark!. Argumentet er, at livsstilen og traditionerne vil passe bedre til oprindelseslandet end til det danske.

Dansk Folkepartis politiske udspil og indflydelse i regeringens udlændingepolitik viser også denne klare linje og tendens. Hver gang DF har forhandlet sig til indflydelse hos Fogh Rasmussen eller Løkke Rasmussen, er det sket på bekostning af de fremmede. Den seneste udmelding omkring regeringens genopretningsplan, hvor DF kræver yderligere stramninger, er det seneste eksempel.

Spørgsmålet er så, hvordan de kan slippe af sted med det? Svaret er ganske enkelt. Udlændinge eller de fremmede er ikke den mest højtråbende gruppe. Det er ikke den gruppe, der melder sig på banen og oversvømmer diverse mediers debatredaktioner med kommentar og synspunkter, når deres rettigheder indskrænkes eller forhold forværres. De er ganske enkelt ikke mobiliseret som andre grupper, som for eksempel de ældre, de ufaglærte, de offentlige ansatte. Hvordan skulle de også være det, for de er alt andet end en homogen gruppe med fælles interesser. Den eneste fællesnævner, der kan siges om dem, er, at de er uønskede. Det gør dem altså til en nem “gruppe” at kaste sig over.

Når DF mod betaling for støtte af Lars Løkkes plan kræver yderligere stramninger mod udlændinge, mens de omvendt kræver bedre forhold for de ældre, er det ikke tilfældigt. De nurser deres segment. Derfor vil de heller ikke gå med til at skære de 4 milliarder kroner hos kommunerne, som regeringen lagde ud med. De ved, at de vil miste troværdigheden som et “socialt ansvarligt parti”. Selv om de aldrig har været socialt ansvarlige, da netop DF har givet regeringen dets flertal for at gennemføre de skæve skattereformer med stor ulighed til følge - også for de ældre.

Det sørgelige i alt det her er, at det mere eller mindre er lykkedes DF at gøre livet så surt for den unge Ali, at det ikke er fedt at være netop Ali. De andre, der så prøver ihærdigt og faktisk føler sig danske, må så stå til ansvar for alle de andre “Aliers” handlinger.

DF har nået langt siden 1995 og har designet sig som det eneste rigtige “danske” parti ud fra en meget snæver definition af danskhed, men who cares! De definerer sig som de rigtige danske, og har dermed også fået retten til at definere dem, der ikke er danske.

Den unge generation af Ali’er og Ayseer vil stadig få svært ved at være og få lov til at føle sig som “danske”. Især fordi ingen andre tager dem til sig og giver dem et tilhørsforhold som netop danske medborgere. At hverken Ali og Ayse har opgivet selv at påberåbe sig danskheden og tilhørsforholdet understreger blot den tragiske situation, som vi som samfund befinder os i. Især set i lyset af den demografiske udvikling, hvor vi vil få brug for disse unge mennesker til at være med til at passe vores ældre, bidrage til at bevare og udvikle velfærdsdanmark til gavn for alle og ikke kun de udvalgte.

DF skal derfor huske på at alle de stramninger, som de kræver, får konsekvenser. Når den ældre generation er væk, og den unge generation af “fremmede”, eller som jeg kalder dem, nydanskere udelukkes og ikke gider være her mere, hvem skal DF så definere sig mod?

Vil et udlændingefrit Danmark også betyde et DF frit Danmark?