Startside

                                  Kartoflen, Holberg og Mary
Dato: d.  24.02.10, 01:00
Af: Yildiz Akdogan
(Fra JP blogs)

En simpel søgning på google om danskhed viser 80.900 hits frem og lidt færre, hvis samme ord skrives med D (77.900 hits). Mange af denne blogs læsere har været interesseret i mit tilhørsforhold, nogen har konsekvent fasthold mig i en definition som ikke-dansker bl.a. ved at referere til min etniske baggrund.

Lad mig blot referere til to af de mindre slemme indlæg:
“Yildiz. Det er tydeligt for alle, at du ikke ved hvad der er dansk, og hvad der er udansk” (H. Vordingborg)
“Yildiz fra Tyrkiet vil nu underholde danskere med, hvad der er udansk, hæhæ - sikke en arrogance!” (E. Slagelse)

Det interessante ved begge indlæg er ikke så meget tonen, men snarere to meget sigende vinklinger:
1. Ingen skal definere danskhed - slet ikke sådan én som mig, der kommer “udefra”
2. Gentagelsen og referencen til min etniske baggrund dvs. at jeg har tyrkisk-kurdisk baggrund og dermed retfærdiggørelsen af mit ikke tilhørsforhold til fællesskabet “danskere”

Dette er ikke nyt for mig. Jeg har mødt denne tilgang før, og derfor har jeg også valgt at reflektere lidt over, hvad det vil sige at være dansk, dansker og danskhed. Ud fra ovennævnte spørgsmål kan dansker og danskhed nærmest reduceres til kun etnicitet som en person af etnisk herkomst og dermed en lukket “stamme”. Det er en definition jeg ikke kan forholde mig til, da den er utidssvarende og meget ekskluderende.

I en global verden, hvor teknologien ophæver tid og sted og rum, er det svært at lukke sig inde i en stammementalitet og tænke danskhed ud fra ren etnicitet. En anden måde at forstå danskhed på er ud fra en statsborgerskabstilgang. Det vil sige, at ikke-etnisk danske borgere kan via indfødsretten blive “danske” borgere.

Så er der den danskhed, som min kollega Søren Krarup ofte referer til:
“Til et folk de alle høre, som sig regne dertil, har for modersmål øre, har for fædrelandet ild”
Kilde: N.F.S Grundtvig, Folkeligheden, 1848.
Hvis man skal tolke dette citat, kan man sige, at Grundtvig har en meget åben tilgang til det at være dansk. Man kan “vælge” at være dansker, hvis man har et sindelag, der er rettet mod dansk identitet. Altså mens den første tilgang baserer sig på ren etnicitet og den anden på en statsborgerskabstilgang, referer den sidste til en mere kulturel definition af danskhed.

Min tilgang til danskhed er på samme måde, som jeg definerer integration på. Det vil sige ud fra deltagelse, deltagelse i samfundet. Derudover ser jeg det ud fra loyaliteten over for grundloven og retsstaten. Danskhed, hvad enten man er statsborger eller “bare” borger forpligter. Man skal forholde sig til det at være en del af samfundet, hvad enten man er studerende, arbejder, akademiker, mand eller kvinde, kristen eller ateist, syg eller rask med mere. Kort og godt så skal man deltage i samfundet og være med. Det kræver selvsagt, at man kan gebærde sig i samfundet og her er sprog og indsigt i samfundet nødvendigt. Danskhed i min forståelse er knyttet til medborgerskab, og at man som borger kræver sin ret, men også gør sin pligt i det omfang man kan.

Det specifikke ved danskhed er i høj grad også forbundet med, hvilket samfund, man er en del af. Her spiller velfærdssamfundet en stor rolle. For mig er det at have gratis uddannelsessystem, et velfungerende sundhedssystem, et aktiv foreningsliv, ja, generelt det, at man helt fra børnehavestadiet får en kritisk indlæringskultur, altså at man lærer at stille spørgsmål og dermed bliver en reflekterende borger, er i høj grad en specifikt “dansk” undervisningskultur, som jeg værdsætter. Derfor er jeg også mindre begejstret for den sorte skole mentalitet, mens den såkaldte rundbordspædagogik, hvor man lærer at stille det relevante spørsmål hvorfor, har været alt for udskældt og undervurderet af den nuværende regering.

Men danskhed er også en “kontrakt” mellem borgerne og samfundet. De ressourcestærke betaler deres skat så de ressourcesvage også kan få en mulighed for at deltage. Derfor er det vigtigt, at vi ikke gør danskhed til en krig om etnicitet eller religion, men prøver at forholde det på et mere inkluderende og samtidig forpligtende niveau. En ung fyr, der er født og opvokset på Amager, er ikke mindre dansk, fordi han har en anden religion eller hårfarve. Men fastholder vi ham i at være “den anden”, så gør vi både ham og samfundet en bjørnetjeneste. For i det øjeblik danskhed defineres eksklusivt ud fra hårdfarve, religion og madvaner har vi været med til at gøre danskhed “fattigt”.

Vi ville eksempelvis ikke nyde godt af vores nationale grønsag kartoflen, som slet ikke er dansk. Det samme kan siges om den meget kendte danske tænker og forfatter Holberg, som i høj grad bidrog og berigede den danske litteratur. Han var norsk, som nordmændene ville sige. Tænk hvis vi udelukkede ham, fordi han kun var en del af rigsfællesskabet, men ikke “dansk”.

Så har vi vores smukke kronprinsesse Mary, som jeg havde den glæde at møde til Dronningens hofbal. Hvis jeg i al beskedenhed skal se bort fra, at hun er vores kronprinsesse, så kan jeg se en del fællesstræk mellem Mary og mig. Vi ser begge ikke “etnisk” danske ud, vi er begge født i et andet land (jeg kom dog til Danmark som barn), vi har begge en uddannelse, taler mindst to sprog meget godt og deltager aktiv på hvert vores felt i samfundet. Som “nydanske” borgere har vi en ambition for den samfund vi er en del af. Jeg ville aldrig stille spørgsmål ved kronprinsessens danskhed. I mine øjne er hun en dygtig repræsentant og en ressource for kongehuset og ikke mindst en god rollemodel for mange unge kvinder!

Danskhed er ikke noget statisk og har aldrig været det. Danskhed er dynamisk, og udvikler sig som alt andet. Med dannelse, udvikling, modernisering er vi gået fra enevælde til demokrati. Med reformer og en politisk vilje og ambition om en solidariks samfund har vi skabt velfærdsstaten, der har givet den sociale underklasse muligheden for at være med. Det har givet ligestilling, og mulighed for deltagelse uanset, hvor man kommer fra og hvilket køn, alder seksuel orientering eller religiøs overbevisning man har.

Det danske demokrati har været åbent og det har gjort Danmark rigere. Danskhed er at inkludere og derfor er kartoflen, Grundtvig, Mary og jeg danske.