Startside

 

 

 



 


 

Obama - håbets og viljens mand!
 

Dato: d. 22.03.10, 00:09
Af: Yildiz Akdogan
(fra JP blogs)

Vi har med spænding fulgt debatten og forløbet omkring præsident Obamas netop vedtagne sundhedsreform i USA på tæt hold. Som et valgløfte er det en stor indsats, da andre før ham ikke har kunnet indfri dette løfte.

Set med “europæiske øjne” er det uforståeligt, nærmest absurd, at mere end 35 millioner amerikanere er hægtet af i forhold til en værdig sundhedsbehandling. Flere millioner mennesker lever i en slags vilde vesten tilstand uden lov, uden rettigheder og uden at blive betragtet som værdige mennesker til behandling, når de eksempelvis rammes af en truende sygdom.

Devisen blandt flertallet af magthavere har været, har du penge og dermed en forsikring, kan du få en behandling, og har du ikke, kan du ligeså godt lægge dig til dø - who cares!. En samfundsmodel, som er svær at forholde sig til som europæer og dansker. I dette smukke land, som USA jo også er, kan man risikere at dø uden en sundhedsforsikring. Der er ingen form for sikkerhedsnet for de 35 millioner mennesker.

Overraskende nok er der nogle amerikanere, der synes, det er helt fair, at man ikke får en behandling. En af disse røster tilhører den højreliberale gruppe “teselskabet”, der lobbyer stærkt imod en sundhedsreform. De ønsker ikke denne sundhedsreform og dermed en form for sikkerhedsnet under de mere end 35 millioner af medborgere.

Set i lyset af at de fleste af disse modstandere er gode konservative kristne, virker det ikke særligt ‘næstekærligt’ at arbejde imod denne reform. Men for en socialdemokrat som mig er det svært at følge deres politik generelt 216 er ikke bare et tal, men dét antal visionære stemmer, der ligesom præsidenten har turdet at tænke nyt og ønsker at rykke ved samfundssynet.

For Obama handler det netop om mere end et valgløfte. Det handler om modet til at handle. Det er måske det, der adskiller ham fra nogen af hans forgængere. Det er at have en drøm, en vision og et mål med sit embede. Det er ikke kortsigtede her og nu gevinster, men at tænke længere end til næste midtvejsvalg/præsidentvalg. Obama véd, at sagen er større end ham selv og derfor har han satset alt. Få amerikanske præsidenter har turdet at satse så stort. Det er trods alt en stor nation og et tungt politisk system at rokke ved. I medierne er også andre store historiske begivenheder blevet fremhævet, som eksempelvis borgerrettighederne.

Borgerrettighederne var modige skridt taget af den daværende præsident J.F. Kennedy. Det var et historisk opgør med mentaliteten om A og B-mennesker. Borgerrettighederne var reformer, der var langsigtede fordi de skulle ændre ved samfundssynet. Og frugterne ved denne reform kan netop ses i dag i det Hvide Hus med præsident Obama. Man kan vel sige, at havde der ikke været mod på “forandring” og et opgør med et racedelt samfundssyn, havde der næppe siddet en sort mand i det Hvide Hus i dag.

Et af argumenterne, der har kørt hos modstanderne af sundhedsreformen, er angsten for tabet af det “frie valg” eller bekymring om såkaldte “europæiske tilstande”.Det er ret interessant. For er der noget jeg som oppositionspolitiker bekymrer mig om, er det netop “amerikanske tilstande”, hvor det såkaldte “frie valg” i sig selv er fint nok. Det er bare ikke godt nok, når man som svag samfundsborger ingen reelle valgmuligheder har. Desværre er der dog tendenser, som peger mod amerikanske tilstande.

Takket være vores statsministers aktive bidrag først som sundhedsminister, dernæst som finansminister og nu som statsminister. Det har været en stor indsats at “give plads” til private sundhedspleje og hospitaler og i så høj grad, at det har været på bekostning af det offentlige. I dag oplever vi et reelt A- og B-hold af patienter, fordi det nye sundhedssystem går mere op i borgerens økonomi og forsikringsordninger end borgerens behandlingsmuligheder.

Et godt samfund kan måles på mange ting, men først og fremmest på om de svageste i samfundet har det godt. En god statsleder måles på, om han gør en indsats på at skabe muligheder og rammer for de dårlig stillede. Derfor er det beundringsværdigt, at Obama prøver at skabe et mere retfærdigt samfund ved at lade sig inspirere af det “europæiske”. Derimod er det sørgeligt, at vi har en statsminister der ikke forholder sig til, at vi bevæger os mod “amerikanske tilstande” - og er det egentlig ikke paradoksalt?